Politiet er på bar bund: Hærget af nummerplade-tyverier
Bornholm har i løbet af få dage oplevet et større antal tyverier af nummerplader.
I løbet af foregående weekend kunne Bornholms Politi melde om hele 13 nummerpladetyverier fra biler i og omkring Rønne.
Bornholms Politi er på fuldstændig bar bund – ikke bare i efterforskingen, men også i, hvad nummerpladerne skal bruges til.
– Det er ikke noget vi er vant til herovre, siger Eva Riis Bundegaard, kommunikationsmedarbejder hos Bornholms Politi, og fortsætter:
– Det kan være, at de skal monteres på biler for at tanke benzin og stikke af. På den måde, kan overvågningskameraerne ikke identificere bilerne. Men vi har ikke fået nogen anmeldelser om tyveri af benzin, undrer kommunikationsmedarbejderen sig.
Eva Riis Bundegaard vil heller ikke udelukke, at det er drengestreger, men ej heller, det er bestillingsarbejde.
– Men nogle af nummerpladerne var skruet fast på bilerne, som de skal være. Så det har taget noget tid, siger Eva Riis Bundegaard.
Endnu en anmeldelse
Den sidste anmeldelse om en stjålet nummerplade er netop kommet ind. Denne gang er det fra en trailer.
– Det giver jo ingen mening, siger Eva Riis Bundegaard.
Nu glæder Eva Riis Bundegaard og hendes kolleger sig til, at tyverierne bliver opklaret, men hvordan politikredsen kommer videre i sagen, står hen i det uvisse.
– Så vi har bedt borgerne holde øje med, om de ser noget mistænkeligt, siger Eva Riis Bundegaard.
– Det er en mystisk sag, som hun udtrykker det.