Politiet efterlyser ejere til disse fede ting

Politiet har en mand fængslet. Og en masse tyvekoster, de gerne vil af med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet er på bar bund. Som sådan ikke i sagen – man har nemlig varetægtsfængslet en mistænkt indbrudstyv. Det er såmænd mere, hvad efterforskningen i sagen har kastet af sig; nemlig en række tyvekoster. Som politiet ikke ved, hvem tilhører.

Derfor har Nordsjællands Politi nu på sin Facebook-side lagt billeder op af flere af kosterne.

Dem kan du se i galleriet over artiklen. Det kan jo være, netop du – eller en, du kender – er rette ejermand. 

“I forbindelse med vores efterforskning af mandens gøren og laden er vi kommet i besiddelse af nogle genstande, som vi mistænker for at være tyvekoster fra indbrud, og de genstande vil vi naturligvis meget gerne returnere til de rette ejere”, står der blandt andet i opslaget.

I det pointerer politikredsen, at det vigtigt at få identificeret ejerne af to årsager: De savner sikkert deres ting, som det ene. Det andet er, det vil hjælpe politiet i efterforskningen, hvis genstandene kan knyttes til et eller flere konkrete gerningssteder.

Stjålet mellem september og december

Politiets efterforskning viser, at genstandene formentlig stammer fra indbrud begået mellem den 26. september 2018 og den 18. december 2018, og de er med største sandsynlighed stjålet i Nordsjælland eller i Københavnsområdet

“Hvis du kender nogen, der har haft indbrud i ovennævnte tidsperiode, må du meget gerne dele dette opslag med dem, så vi kan få genforenet genstandene med deres rette ejere”, opfordrer Nordsjællands Politi.

Hvis du kan genkende en eller flere ting, så skal du sende en mail på phu003@politi.dk med dine kontaktoplysninger. Så hører du nærmere.

Siger genstandene dig noget, skal du sende os en mail på phu003@politi.dk med dine kontaktoplysninger, hvorefter du hører fra os.

Powered by Labrador CMS