Politiet efterforsker Carl Holst-sag
Politiet får materiale til at efterforske, om Carl Holsts tidligere assistent har hjulpet ham i valgkampen.
Sydøstjyllands Politiet har bedt Region Syddanmark om materiale for at kunne efterforske, hvorvidt Carl Holst (V) har gjort brug af sin tidligere assistent til at komme ind i Folketinget. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Politiet har modtaget tre anmeldelser i sagen, der førte til, at Carl Holst i september gik af som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde, da det ifølge ham selv kom til at “skygge” for mulighederne om at gøre en forskel som minister.
Politiet har fået samme materiale som Statsforvaltningen
Region Syddanmark og Sydøstjyllands Politi har før efterårsferien haft møde, og det har altså resulteret i, at politiet har fået udleveret det samme materiale, som Statsforvaltningen også fik udleveret før efterårsferien.
Region Syddanmark skriver i pressemeddelelsen, at de ikke på nuværende tidspunkt ved mere, og derfor ikke har yderligere kommentarer i sagen.
/ritzau/