Politiet: De unge er smitte-synderne

Det er afgørende at være på vagt, så smitte med coronavirus ikke spreder sig yderligere, advarer politichefer.

Rigspolitichef Thorkild Fogde og politidirektør i Københavns politi Anne Tønnes afholder fælles pressemøde om sitautionen omkring coronavirus ved Politigården i København. Foto: Philip Davali/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Udviklingen er bekymrende, siger rigspolitichef Thorkild Fogde på pressemøde med Københavns politidirektør, Anne Tønnes, lørdag eftermiddag.

– Vi ser for mange håndtryk, for mange krammere, for mange grupper, for meget tæthed og for lidt ansvarlighed, siger Thorkild Fogde.

Som det ser ud lige nu, er det ikke tilfredsstillende.

Sådan lyder det fra rigspolitichef Thorkild Fogde, som henviser til, at smitten med coronavirus stiger i blandt andet København – og at for mange unge i nattelivet glemmer at holde afstand.

– Smittetrykket er stigende, og folks adfærd afspejler ikke alvoren. Vi ser for mange håndtryk og for mange krammere. Derfor er der behov for at vi skruer ned for tætheden og op for ansvarligheden, siger rigspolitichefen på pressemødet, der delvist er gengivet på Twitter.

Men man skal overveje, om det er nødvendigt at gå i byen, opfordrer Anne Tønnes. For den seneste tid har der været et stort tryk på nattelivet – og dermed stiger risikoen for smitte på værtshuse og barer.

– Nu er det også de unges ansvar at sikre sig at holde afstand, siger hun.

– Det er især de unge, der er festhungrende, som samler sig de steder, hvor de plejer at være, lyder det videre fra politidirektøren.

– Det er stærkt bekymrende, siger Anne Tønnes.

Nye restriktioner kan blive nødvendige

Rigspolitichef Thorkild Fogde advarer om, at det kan blive nødvendigt at indføre nye restriktioner for at hæmme smittespredningen.

I en række kommuner blev der tidligere på ugen indført skærpede restriktioner for netop at imødegå opblomstringen af Covid-19.

Det gælder Odense Kommune, Københavns Kommune og yderligere 16 kommuner i hovedstadsområdet.

I de samlet 18 kommuner skal barer lukke til midnat, og forsamlingsforbuddet er blevet sænket fra 100 til 50.

Beværtninger i resten af landet må holde åbent indtil klokken 02.

Opholdsforbud

Torsdag indførte man desuden et opholdsforbud i dele af Nørrebroparken i København. Forbuddet skulle gælde torsdag, fredag og lørdag i denne uge – dog kun om aftenen og om natten.

Anne Tønnes fortæller, at Københavns Politi har afsat mange betjente til at holde øje med restauratører og gæster i nattelivet.

Og her har tilbagemeldingen været, at presset på København i aften- og nattetimerne er for stort.

– Man er nødt til at tage et fælles ansvar. Jeg appellerer til de unge mennesker om at springe festen over, hvis det er muligt, og holde afstand under alle omstændigheder, lyder det fra Anne Tønnes.

Vi bliver nødt til at handle nu. Hvis vi venter til sygdommen virkeligt manifesterer sig, så er det for sent, siger rigspolitichefen.

Der er meget der tyder på, at det kan blive nødvendigt med flere stramninger. Mundbind i nattelivet, tidligere lukketider eller flere opholdsforbud kan være noget af det, der kan komme på tale, skriver Rigspolitiet på Twitter.

341 nye tilfælde

Lørdag er der registreret yderligere 341 tilfælde med coronavirus i Danmark.

Ikke siden 8. april har en daglig opdatering vist så mange nye smittetilfælde. Siden da har myndighedernes teststrategi også ændret sig. Derfor opdages der formentlig flere smittede end tidligere.

Der er testet over 26.600 personer siden fredagens opdatering.

Lørdagens opdatering viser også, at yderligere en person, der var testet positiv for corona, er død.

Siden fredagens opdatering er antallet af indlagte faldet med en til 43 patienter. Fire af dem er indlagt på en intensivafdeling, hvilket er tre færre end opdateringen fredag.

Powered by Labrador CMS