Politiet blev oversvømmet med ulovlige våben

Politiet modtog det højeste antal skydevåben i 47 år under frit lejde-aktion.

Her ses en en kniv med indgraveringen “India”. Det kunne godt ligne en souvenir fra en ferie. Det kræver tilladelse at have dette i hjemmet. Klik igennem galleriet og se de mange forskellige typer våben, der er blevet indleveret. Foto: Nikolai Linares/Scanpix
Her ses en en kniv med indgraveringen “India”. Det kunne godt ligne en souvenir fra en ferie. Det kræver tilladelse at have dette i hjemmet. Klik igennem galleriet og se de mange forskellige typer våben, der er blevet indleveret. Foto: Nikolai Linares/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

I hele juni måned var der mulighed for at få dulmet sin dårlige samvittighed, hvis man havde ulovlige våben liggende.

I frit lejde-aktionen er der blevet indleveret over 10.400 skydevåben, og det er det højeste i 47 år.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Den samlede mængde af skydevåben som pistoler, geværer, automatvåben endte på 10.459.

– Det er virkelig godt og glædeligt, at så mange borgere benyttede aktionen til at få afleveret så meget. Det er en ganske betydelig mængde våben og eksplosiver, som nu er væk fra samfundet og dermed heller ikke kan falde i forkerte hænder. Jeg vil gerne på vegne af politiet takke borgerne for deres bidrag til et tryggere Danmark, udtaler politiinspektør Henrik Sønderby fra Rigspolitiet.

Ved seneste frit lejde i 2013 og 2009 modtog politiet henholdsvis omkring 8600 og 8000 skydevåben.

Men for at finde et tilsvarende resultat skal man helt tilbage til aktionerne i 1986 og 1970, hvor der blev indleveret omkring 9700 og 12.000 skydevåben.

Men det er langt fra kun skydevåben, som danskerne indleverede i sidste måned.

Også Forsvarets Ammunitionstjeneste (EOD) har haft travlt.

Omkring 330 gange blev EOD tilkaldt for at håndtere farlige sprængstoffer på politistationerne eller i private hjem.

Ifølge Rigspolitiet rykker EOD normalt ud mellem 800 og 1000 gange årligt.

Der blev også indleveret store mængder af andre våben end skydevåben. Der blev afleveret 6.647 blankvåben, 1920 luft- og fjederskydevåben og 2.014 andre våben som slagvåben og tåregas. Derudover fik politiet også indleveret store mængder ammunition.

Mange danskere ville også gerne af med håndgranater, sprængstoffer og andre potentielt sprængfarlige genstande, som Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) måtte rykke ud for at tage sig af. Det skete 330 gange i juni.

Nu venter der så en stor opgave med at gennemgå de mange tusinde våben og få dem destrueret.

Kun genstande af særlig historisk værdi kan måske komme på et museum som Tøjhusmuseet, Frihedsmuseet eller mindre museer som fx museet på Hvidsten Kro ved Randers, oplyser Rigspolitiet.

 

Powered by Labrador CMS