Politiet bekræfter: Sprængstof fundet i København
Politiet ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at give yderligere detaljer efter fund af eksplosiver.
Københavns Politi bekræfter lørdag via Twitter, at der fredag under en politiaktion i Københavns Nordvestkvarter blev fundet eksplosivstoffer.
Allerede fredag kunne politiet bekræfte, at man var i gang med en aktion. Ifølge Newsbreak.dks oplysninger var det en stor politiaktion i Københavns Bispebjerg-kvarter.
Det var på Fuglefængervej, at politiet fredag aften spærrede af og undersøgte området, blandt andet med hjælp fra forsvarets bomberobot, Rullemarie.
Her fandt politiet eksplosivstoffer, hvilket medførte en omfattende politiaktion #politidk https://t.co/QuowEOWCXv
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) November 25, 2017
Fredag aften ville politiet ikke fortælle noget om, hvad der var fundet på stedet. Men lørdag formiddag oplyser ordensmagten, at der er fundet “eksplosivstoffer”, uden at komme nærmere ind på, hvad det er.
Ekstra Bladet berettede fredag om, at der skulle være tale om en håndgranat, der var fastgjort til en bil. Men det er altså hverken blevet be- eller afkræftet.
Politiet begrunder sin tavshed i hensynet til efterforskningen af sagen.
Flere sager
Herhjemme har der i de senere år været flere sager, hvor personer af forskellige grunde har brugt bomber eller andre eksplosiver.
I Randers gik en bilbombe af juleaften 2011, mens en mand og hans treårige datter sad i bilen. Bilen blev totalskadet, men far og datter slap med livet i behold. Det var mandens fætter, der havde anbragt en rørbombe i bilen.
I 2009 modtog en murer i Københavns Sydhavn en vingave, som i virkeligheden var en bombe. Heldigvis blev mureren mistænkelig, så bomben ikke gik af. Der var dengang tale om en bombefremstillet af et støvsugerrør.
Bomben i Sydhavnen var angiveligt ment som hævn efter en privat uoverensstemmelse, men der er også eksempler på brug af sprængstoffer i forbindelse med organiseret kriminalitet.
Bandidos-rocker i bad standing
Mest kendt er nok drabet på Mickey Larsen tilbage i 2003. Larsen havde tidligere været medlem af Bandidos, men var kommet i såkaldt bad standing.
Og på parkeringspladsen ved børneafdelingen på Glostrup Hospital mistede han livet, da en fjernstyret bombe eksploderede og dræbte Mickey Larsen og rev hans bil midt over.
Hvorvidt de eksplosivstoffer, der er fundet i Nordvest fredag aften, er relateret til organiseret kriminalitet eller måske et personligt opgør, er uvist.