Politiet: Bandidos dræbte 22-årig
Et drab i Næstved blev udført af Bandidos ifølge politiet, som forfølger et skoaftryk i efterforskningen.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fået et gennembrud i efterforskningen af drabet på den 22-årige Edin Fakic, der blev skudt i sit hjem i Næstved 9. december sidste år.
Det er politiets formodning, at drabet udsprang af en konflikt mellem de to rockergrupperinger Westside Nation og Bandidos, og politiets efterforskning peger nu på, at gerningsmændene skal findes blandt medlemmerne i Bandidos.
– Vores specialister i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) har gennem længere tids analyser fundet frem til tydelige indikatorer på, at gerningsmændene hører til blandt medlemmerne af Bandidos.
– Samtidig har vores efterforskning ført til nye spor i sagen, som vi håber, at offentligheden kan hjælpe os videre med, siger politiinspektør fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver i en pressemeddelelse.
Den dræbte havde ifølge politiet relationer til rockermiljøet, og efter drabet på Morsøvej i Næstved fulgte flere skudepisoder og angreb.
– Disse angreb skete alle mod personer, der har tilknytning til Westside Nation, og vi er derfor temmelig overbeviste om, at gerningsmændene også i denne forbindelse skal findes blandt medlemmer af Bandidos, fortæller Kim Kliver.
Kort efter drabet fandt politiet en udbrændt sølvfarvet Nissan Pixo på Topshøjvej sydvest for Sorø. I bilen blev der fundet en maskinpistol, som viste sig at være det våben, Edin Fakic blev dræbt med.
Bilen blev stjålet fra et værksted på Koksvej i Frederikssund den 10. oktober 2013.
Politiets teknikere har desuden fundet et meget tydeligt aftryk fra en Nike-sportssko, der blev sat i mudderet i nærheden af den afbrændte Nissan Pixo. Skoen var at typen Nike Air Max Ltd., og politiet leder nu efter den slags sko i relevante miljøer.
Drabsmanden har formentlig øvet sig, vurderer politiet, idet Edin Fakic blev dræbt med et enkelt skud gennem et vindue. Derfor håber politiet, at nogen har set en person med Nike-sko på en skydebane eller i et øde område.
/ritzau/