Politiet anholder stor gruppe rumænere
Østjyllands Politi anholder ni voksne rumænere og et 10-årigt barn.
Østjyllands Politi har anholdt en stor gruppe rumænere for at tigge. Det drejer sig om ni voksne og et 10-årige barn.
Anholdelserne er sket søndag formiddag, efter at politiet i løbet weekenden har fået anmeldelser fra folk i Hornsletområdet og Havndal, nord for Randers.
Begge steder er rumænere gået fra hus til hus og har tigget om penge.
– Beboerne har synes, at det har været utrygt, og de har samtidig været bange for, at rumænerne ville begå indbrud, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Benneskov til newsbreak.dk.
Kendt i forvejen
Han oplyser, at det primært er ældreboliger, rumænerne er gået efter. Samtidig fravalgte de boliger, hvor det var åbenlyst, at beboerne var hjemme, hvilket Per Benneskov betegner, som “mistænkeligt”, når nu rumænerne var ude at tigge.
Det er i øvrigt ikke første gang, at de ti anholdte rumænere er i kontakt med ordensmagten.
– De er kendt i forvejen for lignende hændelser, men det er første gang, de bliver anholdt. De øvrige gange er de blevet bortvist, og de har været i andre politikkredse også, siger Per Benneskov.
De voksne rumænere bliver sigtet for betleri og får en bøde på 1500 kroner. De forventes alle at blive løsladt, når de er blevet afhørt.