Politiet afspærrer fabrik: Røgdykkere sendt indenfor
Politiet og brandvæsnet er på stedet.
Nordsjællands Politi har torsdag aften afspærret Maglebjergvej 22 i Lyngby, hvor virksomheden Haldor Topsøe holder til.
Området er afspærret, fordi politi og brandvæsen tidligere på aftenen modtog anmeldelse om, at der var sket en utilsigtet kemisk reaktion på fabrikken.
Artiklen fortsætter under videoen.
Dyre Sønnicksen, vagtchef ved Nordsjællands Politi, fortæller Newsbreak.dk, at den kemiske reaktion kan udvikle en masse varme, der i værste fald kan resultere i en eksplosion.
Temperaturen er da også steget på stedet, men sikkerhedsprocedurerne virker samtidig til at være blevet overholdt i en sådan grad, at der er så meget styr på situationen, som der kan være.
– Rødykkerne siger, at der ikke har været et udslip, og at reaktionen er aftagende, siger Dyre Sønnicksen.
Brandvæsnet er ved at nedkøle det område, reaktionen skete i, og i mellemtiden bliver politiet på stedet.
– Vi bliver, indtil at reaktionen er nulstillet, siger Dyre Sønnicksen.