Politiet afslører nyt om mumificeret lig fundet ved have

Lig har formentlig ligget siden efteråret 2016.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu er Københavns Vestegns Politi et skridt nærmere en afklaring i den mystiske sag om et mumificeret lig, der mandag eftermiddag blev fundet ved en privat have i Glostrup. En foreløbig identifikation er foretaget, og nu afventes et ligsyn, en obduktion og dermed en endelig identifikation, oplyser politikredsen til Newsbreak.dk tirsdag.

Ud fra tøj og identitetspapirer er det lykkedes at fremkomme med en teori om, at liget er de jordiske rester af en 70-årig mand, der blev meldt savnet i Københavns Politikreds tilbage i oktober 2016. Manden havde bopæl i Glostrup, men forsvandt tilsyneladende sporløst efter en tur i Tivoli.

Over for Newsbreak.dk bekræfter politiet, at det er selv samme mand, man formoder er den fundne, men navnet vil politikommisær Roland Blunch Klein gerne vente med at dele, fordi liget ikke er obduceret – dermed er identifikationen ikke såkaldt endelig.

– Vi melder endeligt ud, når der har været ligsyn onsdag og obduktion senere på ugen, siger han.

Mystisk fund

Liget blev fundet mandag på et noget mystisk sted. En borger havde opdaget noget, som han tog et billede af og sendte til politiet, der rykkede ud og senere kunne konstatere, at der var tale om en ganske mumificeret død person. Altså et lig.

Det uhyggelige fund blev gjort et sted mellem en hæk og et plankeværk ved en have på Sydvestvej i Glostrup, oplyser politiet. Her har liget muligvis ligget siden oktober 2016, da den 70-årige mand forsvandt.

Umiddelbart kan det undre, at et lig kan ligge så længe ved en have uden, at nogen opdager det, men det forklarer Klein med, at der er tale om en svært fremkommeligt sted, hvor man ikke umiddelbart færdes.

Newsbreak.dk har været i kontakt med beboeren af det hus, hvor liget blev fundet mellem en hæk og en parkeringsplads. Vedkommende afviste bestemt, men venligt, at kommentere på fundet.

Lignede dukke

Mumificering er en betegnelse for indtørring og indskrumpning. Det kan ske på to forskellige måder. En naturlig og en kunstig. Den kunstige foregår ifølge den danske ordborg ved at balsamere et lig og vikle det ind i bandager for at bevare det.

Naturligt sker indtørring og skrumpen ved ophold i hede, kulde eller iltfattige omgivelser. Det kan for eksempel være i mosevand.

Ifølge BT troede forbipasserende, det var en dukke, der var blevet fundet.

– Når man er så mumificeret, så fylder man ikke meget, sagde politiets vagtchef til avisen mandag.

Powered by Labrador CMS