Politiet advarer mod millionsvindlere
Fire personer er sigtet for billån med falske papirer
Københavns Politi har onsdag anholdt og sigtet fire mænd i alderen 25 til 35 år i et større sagskompleks om kreditbedrageri for mere end 14 millioner kroner.
Det oplyser Københavns Politi.
Kreditbedragerierne er rettet mod en række pengeinstitutter, hvor flere gerningsmænd har optaget billån via online-låneansøgninger.
Gerningsmændene har brugt kopierede registreringsattester, falske løn- og skatteoplysninger samt falske slutsedler.
Efter gerningsmændene har fået bevilget lånene, er pengene blevet indsat på konti, der tilhører såkaldte muldyr.
Muldyrene har efterfølgende hævet pengene.
– Vi mener, at de fire sigtede står bag særdeles alvorligt og systematisk bedrageri – men de implicerede muldyr kan også regne med at blive sigtet for medvirken til bedrageri eller hæleri, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz, der er leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi.
Han advarer private bilsælgere om at være opmærksomme på potentielle køberes adfærd.
– Der er grund til at være mistænksom, hvis køberen affotograferer registreringsattesten. I det hele taget bør man som sælger ikke overdrage registreringsattesten, før bilen er solgt, siger Peter Reisz.