Politiet advarer: Gå ikke i nærheden af krysantemum-bomber
12 minutter inden 2014 blev til 2015, mistede en 37-årig familiefar livet. Under en nytårsfest i Assens ved Mariager gik han ud i haven for at tænde en krysantemumbombe. Den eksploderede i hovedet på ham og dræbte ham på stedet.
Mindre end en halv time senere døde to unge mænd på 24 og 25 år i Skjellerup, blot 17 kilometer vest for Assens. Sammen med to jævnaldrende kammerater affyrede de en krysantemumbombe i et jernrør, der eksploderede og sendte splinter i alle retninger. De overlevende blev fløjet til Rigshospitalet med alvorlige skader i hoved og bryst.
Politiet advarer borgere mod at håndtere de kraftige krysantemumbomber.
»Nordjyllands Politi vil på det kraftigste opfordre andre, som måtte ligge inde med krysantemumbomber, til at være meget varsomme. Der er tale om meget farligt fyrværkeri. Kontakt politiet og forsøg ikke på egen hånd at bortskaffe fyrværkeriet,« lyder det fra det nordjyske politi, der har fået flere tip fra borgere i jagten på sælgerne af de ulovlige bomber:
»Vi arbejder videre med alle henvendelser og vil gerne rose og takke borgerne for den store hjælp. Vi hører stadig meget gerne fra borgere, som ligger inde med oplysninger vedrørende ulykkerne eller salg af ulovligt fyrværkeri.«
Fyrværker Michael Gram Larsen, indehaver af Tinghøjgård Fyrværkeri og medlem af bestyrelsen i Fyrværkeribrancheforeningen, fastslår, at krysantemumbomber ikke hører hjemme i hænderne på almindelige danskere.
»Det kræver uddannelse og viden at affyre en krysantemumbombe. Man har at gøre med enorme kræfter, så det nytter ikke noget at gå ud på det sorte marked og købe en bombe. Det er jo helt tydeligt, at de er dødsensfarlige i de forkerte hænder,« siger han.
Michael Gram Larsen forklarer, at en typisk krysantemumbombe har mellem 50 og 500 gram sprængstof.
»Folk aner ikke, hvor mange kræfter der er i det. Krysantemumbomber er kun til professionelle, men desværre er der mange, der tager chancen,« konstaterer han.
Alarmcentralerne landet over har registreret 100 fyrværkeriskader ved overgangen fra 2014 til 2015, og flere af skaderne skyldes krysantemumbomber.
Ser man bort fra de tragiske dødsfald i Nordjylland, har det dog været en normal nytårsaften på landets traumecentre. Der meldes om i alt 100 skader af varierende grad, heriblandt ti personer med øjenskader.
»Det er hovedsageligt yngre, voksne mænd, der er kommet til skade med deres øjne, fordi de ikke har brugt beskyttelsesbriller. Der er kun ét barn på 13 år, som er kommet til skade i år, og vi håber, det er fordi, man er blevet bedre til at bruge beskyttelsesbriller,« siger overlæge John Thygesen fra Region Hovedstadens øjenafdeling på Glostrup Hospital.
De ti øjenskader er tre flere end i fjor, men John Thygesen oplyser, at tallet er ret normalt sammenlignet med de seneste år.
»Tallet for denne nytårsaften svarer til gennemsnittet for de seneste ti år. Sidste år var der syv øjenskader, så der er sket en lille stigning, men det er stadig langt under tallene for flere år siden, hvor vi var oppe på 42,« siger han og fortsætter:
»Der har været fire-fem øjenoperationer, og mest alvorligt har lægerne været nødsaget til at fjerne øjet på en ung mand, der var ude for en ulykke med en raket.«