Politiet advarer efter uheld
Kalenderen siger forår, det siger vejret ikke
Det sner. Og det giver fra morgenstunden problemer i trafikken.
Forventeligt, siger vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
“Så er påskeferien snart slut, og vi forventer derfor færdselsuheld i forbindelse med dagens hjemtransport”, skrev vagtchefen tidligere på Twitter.
Et tweet, der få minutter efter blev fulgt op med: “Første anmeldelse om færdselsuheld”.
Det er sket i nordgående spor på Sønderjyske Motorvej ved afkørsel 69.
– En bil er kørt ind i autoværnet – formentlig på grund af glat føre, siger Ole Aamann, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.
Ingen er kommet til skade ved uheldet.
– Men bilen holder noget uheldigt, siger Aamann.
Den arbejdes der nu på at få fjernet, imens er venstre spor spærret.
Så er påskeferien snart slut og vi forventer derfor færdselsuheld i forbindelse med dagens hjemtransport. Kør efter forholdene og kom sikkert hjem. Vagtchefen. #politidk
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) April 5, 2021
Advarslen om flere uheld mandag er udsendt på baggrund af politikredsens erfaring i forbindelse med hjemtransport fra påskeferien – og erfaringen fra antallet af uheld, når vejret ikke arter sig.
– Men jeg håber, folk vil køre efter forholdene. Og at sneen forsvinder, siger Aamann.
Det kan dog være, han skal skyde en hvid pind efter det håb.
Der forventes nemlig sne og hagl – og senere slud – over landet.
– Vinteren er ikke ovre endnu, sagde Anna Christiansson, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, tidligere mandag til Newsbreak.dk
Der saltes ekstra
Ifølge Ole Aamann bliver der på grund af vejret saltet ekstra på Sønderjyske Motorvej.
Der er også meldinger om endog meget glatte veje i det syd- og sønderjyske.
Ifølge Vejdirektoratets trafikkort er der også glat omkring Vejle, Horsens, på Djursland og området omkring Randers. Også Nordfyn har glatte veje.
Så er påskeferien snart slut og vi forventer derfor færdselsuheld i forbindelse med dagens hjemtransport. Kør efter forholdene og kom sikkert hjem. Vagtchefen. #politidk
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) April 5, 2021