Politidirektør kalder Hedegaard-sag meget usædvanlig
Det var resultatet af næsten halvandet års efterforskning, der førte til, at den hovedmistænkte for attentatet mod forfatteren Lars Hedegaard blev anholdt i Tyrkiet i april 2014.
Dermed så det ud til, at Københavns Politi kunne få udleveret og retsforfulgt den i dag 27-årige BH, som er sigtet for at være hovedmanden bag attentatet på den islamkritiske forfatter. Men omkring 1. september stod det klart for de danske myndigheder, at der var noget rivende galt, da den påståede attentatmand var forsvundet fra sit tyrkiske fængsel. Det skriver Berlingske.
»Jeg opfatter det som meget usædvanligt, at en sag, der kører under den europæiske udleveringskonvention, og som følger et normalt spor, pludselig forsvinder, uden at det er muligt for de danske myndigheder at få et klart svar. Det sker naturligvis, at udleveringssager ender med, at vi ikke får personen udleveret. Det usædvanlige er, at vi intet svar får. Hvorfor stopper sagen lige pludselig og forsvinder ud i det blå? Det spørgsmål har vi stadig ikke fået svar på,« siger politidirektør Thorkild Fogde fra Københavns Politi, der for første gang udtaler sig om sagen.
Angiveligt er BH, der i maj havde udtrykt ønsket om at blive udleveret til Danmark, blevet udleveret til den tyrkiske efterretningstjeneste MIT, og derfor spekuleres der i, hvorvidt den unge danske statsborger er blevet udleveret til Islamisk Stat (IS) som led i en fangeudveksling i september. Reelt aner de danske myndigheder dog intet om, hvor BH opholder sig i dag, eller hvad der førte frem til hans forsvinden.
»Jeg vil ikke spekulere i, hvad der er sket. Det kan være en banal fejl, og det kan være noget helt andet,« siger Thorkild Fogde til Berlingske.
De danske myndigheder har siden september forsøgt at få opklaret, præcis hvad der er sket. Indtil videre er de danske krav om en redegørelse forblevet ubesvarede, og fredag sendte Udenrigsministeriet en tredje rykker til Tyrkiet for svar i den diplomatisk betændte sag.
Thorkild Fogde understreger dog, at man efter hans opfattelse på ingen måde kan klandre Københavns Politi for håndteringen af sagen.
»Jeg synes ikke, at man med rimelighed kan sige, at vi ikke har fulgt denne sag til dørs. Vi er ikke bisiddere under sagens retlige behandling i Tyrkiet. Vi står til rådighed med alle de oplysninger og al den bistand, de tyrkiske myndigheder måtte ønske. Det er de tyrkiske myndigheder, der fører sagen. Det er et samarbejde, der hviler på tillid,« siger politidirektøren og tilføjer:
»Vi er kontinuerligt i kontakt med de tyrkiske myndigheder. Vi er meget aktive og meget fremme i skoene. Det er en højt profileret og vigtig sag for Københavns Politi.«
Thorkild Fogde var selv direkte involveret i sagen i maj, hvor han under et møde i Ankara, kort efter anholdelsen af BH, mødtes med den tyrkiske efterretningstjeneste, IDB.
»Da det er en højtprofileret og vigtig sag for Københavns Politi, benyttede jeg lejligheden til at afholde et møde med det tyrkiske politis efterretningstjeneste, IDB. På det møde understregede jeg, at udleveringssagen var meget vigtig for Københavns Politi,« siger Thorkild Fogde.
20. maj slog en tyrkisk domstol fast, at BH kunne udleveres til Danmark, og at han skulle sidde fængslet indtil den eventuelle udlevering. En beslutning som den tyrkiske advokat for BH kærede seks dage senere. Siden har de danske myndigheder ikke modtaget nogen retsdokumenter i sagen, men Thorkild Fogde afviser, at Københavns Politi burde have reageret på informationerne om, at den tyrkiske advokat for BH forsøgte at få den påståede attentatmand løsladt.
»Der er intet usædvanligt i, at en sigtet og hans forsvarer kærer en fængslingskendelse i en sag om udlevering. Det sker både i udlandet og herhjemme – og mange vil sikkert også kunne huske de danske domstoles behandling af udleveringssagerne om Niels Holck og Camilla Broe. Det vil være den tyrkiske anklagemyndighed, der skal reagere på kæremålet. Når forsvareren har kæret, er det den tyrkiske anklagemyndighed, der skal reagere,« siger Thorkild Fogde.
Han peger på, at sagen set fra Københavns Politi kørte helt efter bogen, indtil det omkring 1. september stod klart, at BH var forsvundet:
»I alle de her detaljer om sagen glemmer man lidt, hvordan en international udleveringssag kører. Et land beder et andet land om at udlevere en person til retsforfølgelse. Det er normal procedure. Det er ikke normal procedure, at den myndighed, der beder om udleveringen, efterfølgende skal tolke en lang række dokumenter. De internationale aftaler hviler på, at hvis man ikke hører andet, så er sagen under behandling.«
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har tidligere forklaret, at Danmark ikke har taget mere alvorlige diplomatiske skridt i sagen for at bevare det gode forhold til Tyrkiet. Thorkild Fogde understreger ligeledes, at Danmark er afhængigt af et fortsat godt samarbejde med Tyrkiet:
»Sagen har ikke skadet det generelle samarbejde mellem tyrkisk politi og os. Vi er tilsluttet forskellige konventioner, og vi er meget afhængige af, at det samarbejde fungerer. Jeg har fuld tillid til et fortsat godt dansk-tyrkisk politisamarbejde, selv om der er kontroverser og tvist om denne sag.«