Politianmeldt

Kurator i konkursbo har politianmeldt Jesper "Kasi" Nielsen og indstillet ham til konkurskarantæne.

Jesper Laustrup Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, bør ikke kunne sidde i ledelsen af en virksomhed, mener kuratoren i hans konkursbo. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, og to af hans familiemedlemmer er blevet anmeldt til politiet og indstillet til en sag om konkurskarantæne for “groft uforsvarlig forretningsførelse”.

Det fremgår af en ny redegørelse fra konkursboet Kasi ApS, skriver mediet Finans.

Det er Boris Frederiksen fra Advokatfirmaet Poul Schmith, der har fundet grundlag for en politiefterforskning og sag om konkurskarantæne, skriver Finans.

Boris Frederiksen er kurator i konkursboet efter Kasi ApS.

Til Finans siger kuratoren, at “nu må andre se, om der er noget at komme efter”.

Over 500 investorer

Ifølge mediets oplysninger er baggrunden for sagen familiens salg af såkaldte earnout-betalinger fra smykkeselskabet Pandora.

Ifølge oplysningerne er der blevet foretaget salg af miniandele til over 500 investorer uden godkendelse fra Kasi ApS største kreditor, som skal give tilladelse til dette.

Pengene fra salget af miniandele, 13,8 millioner kroner, er samtidig blevet overført fra Kasi ApS til familiens nyeste smykkevirksomhed, Amazing Jewelry ApS, ifølge Finans.

De penge kræver Boris Frederiksen tilbagebetalt til konkursboet Kasi ApS.

Afviser

Selv afviser Jesper Nielsen, at salget har været håndteret forkert. Han er uenig i udlægningen af sagen fra Boris Frederiksen.

– Vi har aldrig gjort noget forkert. Så det vil undre mig, hvis jeg ender med at komme i konkurskarantæne. Men jeg tager det nu stille og roligt. Jeg har større sager at kæmpe med, så det får mig ikke til at ligge søvnløs, siger Jesper Nielsen til Finans.

En konkurskarantæne indebærer, at man mister retten til at sidde i bestyrelser.

Powered by Labrador CMS