Politi udvider og forlænger visitationszone

Der er foretaget over 200 visitationer i visitationszone i Aarhus Vest. Zonen bliver nu udvidet til Tilst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands Politi forlænger visitationszonen i Aarhus Vest frem til 18. august. Samtidig bliver zonen udvidet til også at omfatte Tilst.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen blev oprettet efter flere skudepisoder i Aarhus 25. juni og var i første omgang sat til at vare til 24. juli.

Stikprøvevis kropsvisitering

I områderne kan politiet stikprøvevis kropsvisitere og undersøge tøj og genstande for at kontrollere, om nogen har våben på sig.

– Vi har foretaget over 200 visitationer i den nuværende visitationszone og kun fundet enkelte stik- og slagvåben, og det ser jeg som et udtryk for, at de kriminelle har forstået budskabet.

– Derfor giver det også god mening at udvide visitationszone til Tilst-området, som et klart signal til de bandemedlemmer og andre kriminelle, der opholder sig der, siger politiinspektør Lau Thygesen i meddelelsen.

I nord går zonen nu op til Tilst, i øst strækker den sig til Åbyhøj og mod syd og vest strækker den sig til Brabrand.

Mobil politistation

Politiet er også rykket midlertidigt til Tilst med en mobil politistation, der i form af en stor hvid lastbil holder parkeret på Langkærvej. Den er endnu et tiltag i bekæmpelsen af bandekonflikten.

– Vi har de seneste uger set, at flere bandemedlemmer har flyttet deres aktiviteter fra Bispehaven til Tilst.

– Når banderne flytter sig, så flytter vi selvfølgelig med, og derfor har vi været en del til stede i Tilst den senere tid med ekstra patruljer, siger Lau Thygesen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS