Politi søger hjælp efter knivoverfald
Flere gerningsmænd deltog i farligt overfald med kniv lørdag aften.
Politiet håber på oplysninger fra borgere i en sag om et overfald på to mænd, der lørdag aften blev stukket med kniv i Holstebro.
Mændene blev ramt henholdsvis i det ene lår og i brystkassen, oplyser vagtchef Simon Skelkjær ved Midt- og Vestjyllands Politi.
– Der var flere gerningsmænd, siger vagtchefen om overfaldet, som skete på Thorsvej. Politiet fik alarmen klokken 20.21.
Område afspærret
Gerningsstedet har været afspærret indtil søndag morgen klokken seks. I området har politifolk med hunde ledt efter spor.
Umiddelbart har politiet betegnet sagen som et forsøg på manddrab, oplyser vagtchefen. De to sårede, der er 24 og 25 år, er dog ikke i livsfare.
Han opfordrer vidner, der eventuelt så optakten med råben og slagsmål i Trekantsområdet i Holstebro, til at henvende sig. Også andre oplysninger om sagen er velkomne, lyder det.
– Hvis nogen ved noget, vil vi selvfølgelig gerne kontaktes, siger vagtchefen til TV Midtvest.
Søndag formiddag har politiet endnu ikke frigivet et signalement af gerningsmændene eller andre informationer om sagen.