Politi og brandvæsen rykkede ud: Der stod røg ud af restaurant på den helt forkerte måde
Der var heldigvis ikke ild i noget, da brand- og politifolk dukkede op.
Et større udbud af brand- og politifolk rykkede fredag aften ud til Bybuen i Skovlunde.
Årsagen var den, at der var indløbet brandalarm fra en restaurant i området, og som det kan ses på billederne i galleriet til denne artikel, blev der ikke taget nogen chancer fra myndighedernes side.
– Alarmen indløb 19.39 fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Brian Holm, til Newsbreak.dk.
Han fortæller, at man hurtigt fandt ud af, hvad der var sket.
– Der har været flammer og røg fra et kølerum. Men der er ingen flammer, da politiet og brandvæsenet kommer frem, fortæller Brian Holm.
Derfor har redningsfolkene også pakket sammen igen.
Restauranten fortsatte i øvrigt ufortrødent med at mætte sultne kunder, efter at den værste røg var forduftet fra kølerummet.