Politi: Mor dræber datter med medicin
En 54-årig kvinde mistænkes for at have dræbt sin multihandicappede datter for mere end et år siden
Onsdag eftermiddag er en 54-årig kvinde i et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød blevet varetægtsfængslet i syv dage.
Tidligere på dagen var kvinden blevet sigtet for at have dræbt sin multihandicappede datter i januar 2019.
– Hun mistænkes for drab, sagde anklager Bente Schnack tidligere onsdag til Newsbreak.dk.
Artiklen fortsætter efter videoen
Bente Schnack forklarede til Newsbreak.dk, at drabet, der foregik i Allerød, er sket for et års tid siden.
Ifølge Ritzau blev det begået tilbage i januar 2019.
– Det drejer sig om en sag, hvor en kvinde mistænkes for at have begået drab ved at overmedicinere sin multihandicappede datter, sagde Bente Schnack.
80 gange normaldosis
I grundlovsforhøret kom det frem, at den 54-årige anklages for at have givet sin datter 80 gange den normale dosis af det muskelafslappende præparat Lioresal.
Det aktive stof i midlet, baclofen, er det, der ifølge sigtelsen har ført til medicinforgiftningen.
Det vides endnu ikke præcist, hvordan overdoseringen skal have fundet sted, eller om datteren er blevet doseret ad flere omgange.
Fra dommeren lød det, at politiet nu kan få tid til at afhøre de resterende vidner i sagen.
Kan påvirke sønnen
Dommeren besluttede, at moren skulle varetægtsfængsles, da der er risiko for, at hun vil påvirke sin søn, som hun deler bopæl med, og som også skal afhøres af politiet.
Derudover er der begrundet mistanke om, at hun er skyldig, navnlig på grund af de fremlagte rapporter, ”der konstaterer et forhøjet indhold af det stof, man mener, er blevet brugt i sagen,” lød det fra dommeren.
Nægtede sig skyldig
I grundlovsforhøret nægtede kvinden sig skyldig, men var villig til at afgive forklaring. Hvad den gik ud på, kan offentligheden dog ikke få at vide, da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.
Kvinden overvejer sammen med sin forsvarer, advokat Jan Torp Hansen, om afgørelsen skal kæres til Østre Landsret.