Politi massivt tilstede: 17 personer anholdt
Nordsjællands Politi er lige nu massivt til stede i Helsinge.
Newsbreak.dk har ved flere lejligheder fortalt om bande-uro i den nordsjællandske by Helsinge.
Lige nu er Nordsjællands Politi massivt til stede i byen, hvor man har anholdt 17 personer. I en lignende aktion, omend en smule mindre, blev der 6. april anholdt fire personer.
– Det er efter lørdagens episode (se link nederst i artiklen) og i en fortsættelse af vores tryghedsskabende indsats efter ophævelsen af visitationszonen, siger Henrik Suhr, pressekoordinator hos Nordsjællands Politi, til Newsbreak.dk.
Der er ifølge pressekoordinatoren på nuværende tidspunkt ingen sigtelser af de 17 personer.
– De blev anholdt i forbindelse med indsatsen. Det kan være, der kommer sigtelser senere, siger Henrik Suhr.
Gang i byen
Anholdelsen har dog ikke umiddelbart dæmpet gemytterne i Helsinge.
Newsbreak.dks mand på stedet fortæller, at en helikopter lige nu svæver lavt over hustagene og politibiler med blink og sirener drøner gennem byen.
I forbindelse med de 17 anholdelser, skriver sn.dk, at flere personer netop havde sat sig ind i en mørk Audi ved Helsinge Station, da politiet kom til stedet med en indsatsleder-bil og fik bilen til at holde ind til siden.
Ifølge sn.dk blev de visiteret og politiet gennemsøgte bilen. Efterfølgende kom tre ekstra patruljebiler til stedet.
Næsten i samme øjeblik kørte en anden sort bil med mindst fire mænd hastigt bort fra en parkeringsplads ved Banegårdskiosken.
Inden
Indenfor de efterfølgende 10 minutter var i alt otte politibiler til stede og klokken 14.27 kunne Nordsjællands Politi så på Twitter oplyse, at der i alt var 17 anholdte.
Uroen i Helsinge har også medført indførelse af en visitationszone, der dog igen er ophævet.
Også i weekenden var der ballade i byen. Det kan du læse mere om HER.