Politi løfter pegefingeren: Husk det nu!

Forsamlingsforbuddet ændres, men det giver ikke grund til uansvarlighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag den 8. juni var en skelsættende dag, hvor der endnu en gang blev åbnet mere op for samfundet.

I genåbningens fase tre blev det muligt at tage i fitnesscenter, svømmehaller og generelt at benytte sig af indendørs sport. Men det bød også på en ændring af forsamlingsforbuddet.

Forbuddet blev ændret fra 10 til 50 personer, men ifølge Fyns Politi betyder det ikke, at danskerne skal handle uansvarligt.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet opfordrer til, at danskerne fortsætter med at udvise ansvarlighed, samtidig med at de også bevarer en hensigtsmæssig adfærd i hverdagen.

– Uansvarligheden må ikke stige i takt med euforien over, at forsamlingsforbuddet går fra 10 til 50 personer. Der er ikke lempet på hverken kravet om afstand eller den gode hygiejne, og det skal vi huske, når vi nu kan mødes flere mennesker, lyder det fra politidirektør Arne Gram.

Patruljer fra Fyns Politi vil fortsat være tydeligt til stede på gaden, ved parker, strande, indkøbscentre, og hvor fynboerne generelt mødes.

Powered by Labrador CMS