Politi klar til at udstede nyt opholdsforbud

Efter en med politiets ord ”bekymrende udvikling” truer myndighederne nu med at indføre opholdsforbud ved Rungsted Havn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV2 Lorry

Efter et par dage med regnvejr er solen igen begyndt at komme frem, og det samme er gæsterne på havnen i Rungsted.

Men coronakrisen er – som vi alle efterhånden er klar over – fortsat ikke overstået, og derfor truer både borgmester i Hørsholm og politidirektør i Nordsjællands Politi nu med at indføre et opholdsforbud, hvis ikke borgerne kan finde ud af at overholde reglerne om at holde afstand til hinanden og ikke samles for mange mennesker.

Det skriver TV2 Lorry på tv-stationens hjemmeside.

– Borgerne i Nordsjælland har helt generelt været enormt gode til at overholde de gældende regler, men vi har set eksempler på flere og flere, der slækker på reglerne og måske glemmer, at det stadig er alvorligt, siger politidirektør Jens-Christian Bülow og fortsætter:

– Vi har ikke noget ønske om at udstede et opholdsforbud, men vi synes, vi skylder borgerne at gøre det meget klart, at vi har set en bekymrede udvikling. Der ligger et opholdsforbud i vores redskabsskuffe, og det vil vi bruge, hvis det bliver nødvendigt.

Det første af sin slags

Det potentielle opholdsforbud på havnen i Rungsted vil være den første af sin slags i den nordsjællandske politikreds.

Det potentielle opholdsforbud på havnen i Rungsted vil være den første af sin slags i den nordsjællandske politikreds. Foto: TV2 Lorry.
Det potentielle opholdsforbud på havnen i Rungsted vil være den første af sin slags i den nordsjællandske politikreds. Foto: TV2 Lorry.

Men i politikredsen længere sydpå i København indførtes der i sidste uge et forbud mod ophold på Islands, da alt for mange mennesker stimlede sammen.

Forbuddet førte flere bøder med sig, men er igen blevet ophævet og i stedet erstattet af optegnede felter af 40 kvadratmeter, hvor højest 10 personer ad gangen må opholde sig.

Og i Rungsted er borgmesteren klar til at se på, hvilken løsning, der er bedst, for at spredningen af coronavirus holdes nede på et minimum.

– Vi arbejder med politiet, havnechefen og selve beredskabet om at finde ud af, hvordan vi kan gøre det her mest optimalt. Jeg tror også, vi kommer til at prøve at se på, hvordan man kan få folk til at opføre sig lidt bedre og få tingene til at gå lidt lettere hernede på Rungsted Havn, siger borgmester Morten Slotved (K).

Beføjelserne til at udstede et opholdsforbud for et afgrænset område blev bemyndiget til politiet den 8. april.

Forbud mod ophold kan alene udstedes for mindre, afgrænsede områder som eksempelvis parker, pladser, strande, forretninger, indkøbscentre i åbningstiden eller campingpladser.

Det kan ikke udstedes for større områder som eksempelvis en hel by eller en bydel.

Powered by Labrador CMS