Politi i opråb: Tredje gang på en uge
Der bliver stadig kørt alt for stærkt på landevejene i det sønderjyske.
Syd- og Sønderjyllands Politi har problemer med bilister, der kører alt for stærkt på landevejene omkring Aabenraa.
Ved en ATK-måling på Tøndervej var der igen hastigheder, som kun hører sig hjemme på motorvejen. Det er tredje gang på samme uge, at det sker.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Tre fartglade trafikanter
Onsdag aften blev Tøndervej ved Padborg forvandlet til motorvej – i hvert fald for nogle bilister.
Aftenens fartmåling bød på særligt tre fartdjævle.
To af dem blev fanget med 124 kilometer i timen, mens én blev nuppet med 117 kilometer i timen.
Alle hastigheder blev kørt på en strækning, hvis maksimale hastighed er 80 kilometer i timen.
Yderligere 11 bilister blev også blitzet på Tøndervej for at køre for stærkt.
Sænk farten!
Syd- og Sønderjyllands Politi appellerer til, at de sønderjyske bilister sænker farten. Et budskab politiet også forsøgte sig med tirsdag.
Her blev en vanvidsbilist blitzet på Aabenraavej ved Kruså. Bilisten nåede op på 148 kilometer i timen på strækningen – der ligesom Tøndervej – kun tillader en maksimal hastighed på 80.
Også mandag var der faretruende hastigheder på de sønderjyske landeveje.
På Tinglevvej ved Aabenraa var landevejen igen omdannet til en motorvej. En bilist suste forbi den opstillede ATK-vogn med 150 kilometer i timen.
De fortsatte høje hastigheder har fået Syd og Sønderjyllands Politi til at fortsætter færdselsindsatsen.