Politi: Hjemmeværns-folk skal ikke have våben
Svaret er klart nej, hvis man spørger Politiforbundet, om det er en god idé at bevæbne hjemmeværnsfolk.
»Det er en dårlig idé og en smule uigennemtænkt i forhold til at løse en politiopgave,« siger formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.
Men står det til Dansk Folkeparti, skal hjemmeværnsfolkene bevæbnes, så de fremover ikke er forsvarsløse over for eksempelvis en bevæbnet terrorist.
»Selvfølgelig skal de kunne forsvare sig, når der er en terrorist løs i København. Og de skal ikke bare forsvare sig selv, de skal også kunne forsvare de almindelige danskere, hvis der opstår en situation, hvor det er påkrævet,« siger Dansk Folkepartis medlem af Forsvarsudvalget, Martin Henriksen (DF), til BT.
Det kan gå galt
Men giver man hjemmeværnfolk våben, er der samtidig en risiko for, at det kan gå galt, påpeger Claus Oxfeldt.
»Når der bliver afgivet skud, er der altid en risiko for, at der er nogle uskyldige, som bliver ramt i det, vi kalder friendly fire. Politifolk og hjemmeværnsfolk er trænet på to vidt forskellige måder, og jeg mener bestemt, at det er en politiopgave at sørge for sikkerheden, ligesom det er en politiopgave at bekæmpe en terrorist,« siger han.
Claus Oxfeldt køber heller ikke argumentet, at det er nødvendigt med våben, for at hjemmeværnsfolkene kan forsvare sig.
»Det svarer jo til, at man skal bevæbne den almindelige dansker, som jo også kan blive udsat for et angreb. Og det er næppe en udvikling, nogle af os ønsker,« siger politiformanden.