Politi får nye spor i mystisk sag med podcast
Et uopklaret mord, uidentificeret lig og en podcast. Hvordan hænger det sammen?
Politiet i Holland har taget særdeles nytænkende skridt i forsøget på at opklare en mordsag fra begyndelsen af 90’erne. Nemlig en podcast i tre afsnit.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Det er lykkedes lovens lange arm at ride med på bølgen, der skyller ind over det meste af verden. Vi elsker podcasts, og vi elsker især såkaldt true crime.
I denne sag er der tale om true crime i højeste potens. For podcasten er lavet af politiet selv, og den er et aktivt forsøg på at få hjælp til at opklare den mystiske drabssag.
Mildt sagt har det virket, skriver BBC.
Liget på motorvejen
I 1991 kunne nogle håndværkere pludselig lugte en fæl dunst i nærheden af en travl motorvej lidt udenfor Amsterdam. Da de nærmer sig en underlig klump, opdager de liget.
Det er pakket ind i et varmetæppe – som en varmepude men større – og det har ligget der længe. Udover, at det er en mand, kan politiet på grund af forrådnelse ikke komme en identitet nærmere. Manden har ingen identifikation på sig.
Eneste spor er faktisk en fingerring, som trods et solidt detektivarbejde også endte som en blindgyde.
Manden er tydeligvis blevet dræbt, for hans brystkasse er fyldt med stiksår. Det er næsten 30 år senere endnu ikke lykkedes politiet at identificere offer eller gerningsmand.
Velkommen indenfor
I 90’erne, skal man huske på, var DNA-profiler en kostelig og svær affære i forbindelse med politiarbejde, og det har givetvis spillet ind på opklaringen af sagen, at det skulle foregå uden.
Nu har politiet så taget det højst utraditionelle skridt at invitere hele Holland indenfor i en podcast-serie i tre afsnit, der specifikt handler om denne sag. Formålet er to ting.
– Vores første mål er at identificere offeret og give hans pårørende besked efter 28 år. Det andet mål er at finde morderen og få ham bragt for retten, siger Rob Boon, der er koordinator på den gruppe, der har udgivet podcasten, til BBC.
Der er allerede indkommet en del spritnye tips i sagen, der endnu er uopklaret.