Politi fandt våben: Ni bandemedlemmer anholdt
I en igangværende politiaktion på Vestlolland er ni personer blevet anholdt.
Opdatering: Sydsjællands og Lolland-Falsters politi her nu en status på dagens politiaktion:
Politiet har nu ransaget cirka 20 adresser på Vestlolland. Der er under efterforskningen blandt andet fundet en del våben – skydevåben, slagvåben, knive og ammunition – og en del narkotika. Herunder en større mængde amfetamin, kokain og hash.
– Jeg er særdeles tilfreds med dagens aktion og de foreløbige resultater, fortæller politiinspektør Kim Kliver og fortsætter: Der er sendt et klart og utvetydigt signal til de kriminelle, der flirter med bandemiljøet om, at vi er til stede og har fokus på den kriminalitet, der udspringer fra det miljø.
11 personer er anholdt. De er i alderen 18 til 50 år og fra lokalområdet. De vil alle blive fremstillet i retten i Næstved i løbet af i dag med henblik på varetægtsfængsling.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ved aktionen fået bistand fra flere andre politikredse.
Opdatering: 11 personer fremstilles efter morgenens politiaktion i grundlovsforhør, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Original artikel:
Tirsdag morgen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt ni personer i forbindelse med en fortsat igangværende politiaktion på Vestlolland.
Ved aktionen er der blevet fundet forskellige våben og euforiserende stoffer, fremgår det af en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ni anholdt
Klokken 07.00 tirsdag morgen foretog politiet flere anholdelser på forskellige adresser på Vestlolland. I alt blev ni personer anholdt, men Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kan ikke udelukke, at der kan forekomme flere anholdelser.
På flere af adresserne, hvor anholdelserne er foretaget, har poltiet fundet våben som slagvåben, knive og ammunition, ligesom der også er fundet amfetamin og andet narkotika.
De ni anholdte er fra lokalområdet og anholdelserne foregik uden nogen form for dramatik, understreger politiet.
Yderkanten af bandemiljøet
Politiaktionen har ført til anholdelser af personer, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mistænker at være en del af bandemiljøet.
– Der er tale om en personkreds, som har været genstand for politiets efterforskning igennem en tid, og jeg vil umiddelbart betegne dem som værende i udkanten af bandemiljøet. Derfor er det med stor tilfredshed, at vi nu har kunnet anholde en stribe personer, som vi kan stille til ansvar for nogle grove overtrædelser, siger politiinspektør Kim Kliver.
De anholdte fremstilles i grundlovsforhør tirsdag formiddag med henblik på varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil anmode om, at grundlovsforhørene foregår bag lukkede døre.
Politiaktion fortsætter
Indledningsvist oplyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter, at der var gang i en politiaktion på Vestlolland med flere anholdelser.
Selv om der er foretaget anholdelser, fortsætter politiaktionen i løbet af formiddagen, oplyser politiet. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at der sker flere anholdelser i sagen.