Politi: Familietragedie bag dræbte i lejlighed
Københavns Politi har anholdt en person og sigtet vedkommende for drab.
Der er ikke meget nyt fra Københavns Politis side omkring de dræbte, der tidligere tirsdag blev fundet i en lejlighed på Kobbelvænget i Brønshøj.
Politikredsen har blot meldt ud, at en person er anholdt og sigtet for drab, ligesom den voldsomme episode – af politiet – kaldes en familietragedie.
En anholdt ifm familietragedie i Brønshøj, hvor flere er fundet dræbt ifm anmeldelse om husspektakler. Ikke yderlige for nuværende #politidk
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) April 11, 2017
Som Newsbreak.dk tidligere kunne fortælle, var det en anmeldelse om et husspektakel, der i første omgang fik en patrulje til lejligheden.
Her blev den mødt af et grufuldt syn.
– Der var en masse blod i lejligheden, som efterforskningsleder ved Københavns Politi, Ove B. Larsen, tidligere sagde til Ekstra Bladet.
Flere beboere i området har fortalt til Ekstra Bladet, at der var larm og tumult fra lejligheden omkring klokken 7 tirsdag morgen.
– Første gang hørte jeg et barn græde. Det var ved 7-tiden. Jeg kunne ikke høre præcis hvorfra lyden kom, for jeg lå stadig i min seng. Senere kom der igen larm og råb. Som om nogen skændtes, forklarer en beboer til Ekstra Bladet.
Politiet er endnu ikke kommet nærmere ind på, hvor mange dræbte, der blev fundet i lejligheden.
Der er på nuværende tidspunkt i det hele taget ikke yderligere oplysninger fra Københavns Politi omkring drabene.