Politi efterlyser mand: Forsøger at hive fat i kvinder
Københavns Vestegns Politi beder offentligheden om hjælp til at identificere en gerningsmand bag en række antastelser af kvinder.
Politiet formoder, at en mand står bag en række blufærdighedskrænkelser od kvinder i Gladsaxe-området, og derfor beder politiet nu borgerne om hjælp til at finde frem til mandens identitet.
– Københavns Vestegns Politi efterlyser identiteten på en mand, som sættes i forbindelse med tre blufærdighedslignende forhold mod kvinder i Gladsaxe-området fra 31. oktober til 2. november og yderligere to den 22. november. Gerningsmanden opsøgte kvinderne på Gladsaxe Møllevej, Vandtårnsvej og i området omkring Buddinge Runddel, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Politikommisær Michael Liebst Sørensen oplyser til Newsbreak.dk, at nogle af kvinderne er sluppet væk, før manden har fået fat på dem, mens han har taget fat i og gramset på kvinderne i andre tilfælde.
– Han kommer løbende bagfra, og tager fat i dem, og så er det lykkedes kvinderne at få råbt op, og få vristet sig fri, fortæller Michael Liebst Sørensen.
– Hvad der er hans præcise hensigt, og hvor meget han gerne vil have, at det skal udvikle sig til, det ved vi ikke, konstaterer han efterfølgende.
Alle antastelserne er sket omkring midnat eller først på natten på et sted, hvor kvinderne er færdedes alene.
Manden bliver beskrevet som 40–45 år gammel, cirka 180 centimeter høj, almindelig af bygning med kort mørkt hår og skæg. Han er mørk i huden og talte dansk med accent. Han kører i en større mørk bil med en defekt baglygte.
– Vores efterforskning tyder på, at der er tale om samme gerningsmand. Vi hører gerne fra vidner, som kan hjælpe os med at identificere ham, siger politikommissær Michael Liebst Sørensen.
Henvendelse til Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 4386 1448.
Københavns Vestegns Politi understreger, at efterforskningen ikke har sammenfald med den aktuelle børnelokker-efterforskning i området.