Politi efterlyser kvinde og tre mænd
De fire personer har formodentlig stået bag flere tricktyverier.
Tre mænd og en kvinde er tirsdag eftermiddag blevet efterlyst af Københavns Vestegns Politi. Det sker, da de fire er mistænkt for at stå bag flere tricktyverier i Storkøbenhavn.
Artiklen fortsætter under videoen
Københavns Vestegns Politi efterlyser i skrivende stund en række tricktyverier, som i den seneste har hærget hovedstadsområdet. Blandt andet i Ballerup, Herlev og Gladsaxe. Efterforskningen har ledt politiet på sporet af fire personer, der sættes i forbindelse med tyverierne.
– Der er typisk tale om, at ældre medborgere først får afluret deres PIN-kode ved kassen i et supermarked, bliver fulgt et stykke væk derfra og så får frastjålet deres kreditkort i forvirringen ved et tricktyveri – og derefter bliver kontoen lænset i hæveautomater, siger politikommissær Jørn Møller Nielsen, Københavns Vestegns Politi.
Politiet efterforsker i alt syv sager, hvor der er blevet mistet penge for cirka 50.000 kroner.
– Vi ved, at kvinden er rumænsk statsborger og indrejst i Danmark i oktober – men hvem de andre er, og hvor de fire opholder de sig henne, vil vi meget gerne vide, siger politikommissæren.
Han opfordrer til, at man straks kontakter Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448 eller nærmeste politi, hvis man har kendskab til dem.
Gode signalementer
De i alt fire mistænkte er alle blevet fanget på overvågningskameraer og derfor har politiet et godt udgangspunkt.
A: Mand, almindelig af bygning, mørkt kort hår og ’måne’. Han har været iført en sort jakke med pelskrave, lyseblå cowboybukser og sorte sko.
B: Kvinde, almindelig af bygning, lyst hår sat op i hestehale. Hun har været iført en sort jakke med pelskrave, stribet trøje under jakken, mørkeblå cowboybukser og sorte sko med hvid kant.
C: Mand, almindelig af bygning, kort mørkt hår med ’måne’ og sort fuldskæg. Han har været iført en sort jakke, sort trøje, gråt halstørklæde, lyseblå cowboybukser og sorte sko.
D: Mand, almindelig af bygning. Han har været iført en sort jakke, sort trøje med mønster, sorte bukser, sorte sko og mørk hat.