Politi: Det er ulovligt at opholde sig her
Det er fortsat svært for folk at forstå, at det ikke er tilladt at forsamle sig ved take away-restauranter.
Det kan være svært at overskue de mange nye regler, der har fulgt med udviklingen af coronavirussen. Én af reglerne er forsamlingsforbuddet som frem til den 10. maj fortsat omfatter en forsamling på maksimalt 10 personer.
Det oplever Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortsat, at der er enkelte, der har svært ved at overholde. Det oplyser politiet på Twitter.
Må ikke blive siddende
Særligt er det ved take away-restauranter, at danskerne på Sydsjælland og Lolland-Falster ikke overholder forsamlingsforbuddet.
Politiet oplever, at der fortsat er folk, der bliver tæt ved forretningen, hvor de har hentet take away og spiser den. Det er ikke tilladt, lyder det fra politiet.
Husk venligst, at forsamlingsforbud stadig skal overholdes. Det går nogenlunde, men vi ser desværre også, at nogle forsamles Eks.vis ved take away forretninger. Der er det ikke tilladt og forblive på stedet og spise. Stemningsbillede fra Sakskøbing. #COVID19dk #politidk. pic.twitter.com/yByh7YLrD1
— Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi (@SSJ_LFPoliti) April 22, 2020
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplever også positiv opførsel vedrørende forsamlingsforbuddet og oplyser, at det går nogenlunde med at overholde det.
Kioskejer blev sigtet
Ligesom det for kunderne gælder, at de ikke må blive siddende, når de har bestilt take away, så gælder det også for virksomheden, der ikke må opfordre til det.
Det er kun lidt over en uge siden, at en kioskejer på Bornholm blev sigtet, fordi kioskejeren flere gange havde fået at vide af politiet, at ejeren ikke måtte have kunder til at sidde ved borde, som kioskejeren havde udenfor butikken.
Efter flere advarsler fra politiets side, endte det med en sigtelse, for det er ikke lovligt, understregede Bornholms Politi.