Politi advarer: Flere snydt af falske sedler
Politi beder om hjælp til at opklare sag om falske 500-kroners sedler, der er i omløb på Sjælland.
Inden for den seneste uges tid er det flere gange lykkedes gerningsmænd at betale med falske 500-kroners sedler i sjællandske butikker, og tirsdag klokken 11.16 var den så gal igen. Her forsøgte en mand at købe en pakke cigaretter i en butik i Greve Midtby Center med en falsk 500-kroners seddel. Her opdagede ekspedienten dog, at sedlen var falsk, før gerningsmanden fik sine byttepenge, så manden valgte i stedet at stikke af fra butikken.
Kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Carsten Andersen fortæller til Newsbreak.dk, at politiet efterforsker sagerne på flere måder, men politiet håber, at borgerne kan hjælpe med at finde frem til de skyldige. De vil derfor meget gerne høre fra folk, der har oplysninger om de falske sedler.
– Hvis nogen nu for eksempel skulle have gået rundt og pralet med, at de havde sådan nogle falske sedler uden at tænke nærmere over det, siger han.
Kan let snyde i farten
Politiet ved ikke, hvor mange personer, de falske sedler kan være i hænderne på, eller hvor de stammer fra, men de er lavet troværdigt nok til, at de sagtens kan snyde en ekspedient i farten. Hvis man tjekker dem efter, vil man dog godt kunne se, at de er falske.
– De er i hvert fald ikke bedre, end at de er blevet opdaget, siger Carsten Andersen med henvisning til den gode håndfuld anmeldelser, politiet har fået i løbet af den seneste uges tid.
Politiet opfordrer forretninger i Greve-, Køge- og Sorø-området til at være ekstra opmærksomme på, om der bliver betalt med falske sedler.
Fulgtes med to andre
Ved hændelsen tirsdag i greve Midtby Center beskrives gerningsmanden som en mand på mellem 18 og 25 år, der er almindelig af bygning og er “mellemøstlig af udseende” med brun hud og mørkt hår. Han er 170-180 centimeter høj og han talte dansk. Gerningsmanden fulgtes med to andre mænd.
Hvis man har oplysninger i sagen, eller andre oplysninger om de falske sedler, skal man ringe til politiet på telefon 114.