Polen nedkæmper Spanien og snupper VM-bronze

Foto: KARIM JAAFAR/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Spanien og Polen kæmpede en hård duel om at slutte på medaljeskamlen ved håndbold-VM, men Polen var bedst.

Bronzekampen ved håndbold-VM i Qatar blev en jævnbyrdig og målfattig oplevelse, hvor Polen viste kløgt og kynisme, da det gjaldt i den forlængede spilletid.

Polen vandt så knebent som 29-28 over Spanien og tog dermed bronzemedaljerne. Polakkerne må dog stadig ærgre sig over nederlaget i semifinalen til værtsnationen Qatar.

Polens hårdt skydende back Michal Szyba fik udlignet til 24-24, blot to sekunder før den ordinære spilletid udløb. Og der var ikke nok kræfter tilbage hos spanierne til at snuppe sejren.

Spanien, der tidligere i turneringen slog Danmark i kvartfinalen på et mål tre sekunder før tid, tabte i semifinalen til Frankrig. Så spanierne fik undervejs smagt noget af deres egen medicin.

Polen kom bedst fra start og bragte sig i spidsen med 3-0, 5-1 og 7-3, inden spanierne vågnede op og svarede igen.

I det sidste kvarter af første halvleg reddede den spanske keeper Gonzalo Perez de Vargas flere af de polske forsøg, og så fik Spanien omsider kontakt ved 11-11. Holdene gik til pause ved stillingen 13-13.

I anden halvleg fulgtes de to hold ad frem til stillingen 17-17, men så stak Spanien pludselig af sted med flere scoringer i træk til 22-18-føring. Det lignede en afgørelse.

Men polakkerne fik flere gange scoret i undertal, og spanierne magtede ikke for alvor at trække fra, da chancen bød sig.

Præcis som i kampen mod Danmark var spanierne gode til at bruge masser af tid i angrebet, og det var svært for polakkerne at få fat i bolden.

Højrefløjen Victor Tomas var flittigt scorende og blev spaniernes topscorer med syv mål.

Det lignede igen en afgørelse, da Valero Rivera bragte Spanien foran 24-22 lidt over et minut før tid, men Szyba lynede to gange og nåede at få skaffet to gange fem minutters forlænget spilletid.

Her blev Polen ved med at kæmpe, og selv om Spanien var kloge nok til at trække så meget tid som muligt, så var det Polen, som scorede de få nødvendige mål, der skulle til i den forlængede spilletid.

Til sidst fik Spanien et frikast, men det røg i den polske mur, og polakkerne kunne juble.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS