Pokémons første danske dødsoffer? Trafikdræbt havde spillet kørende på mobiltelefon
Det superpopulære mobilspil skal ikke tage din koncentration, mens du kører bil.
En 21-årig mand, der tidligt torsdag morgen blev fundet dræbt i sin kassevogn, havde det populære spil Pokémon Go kørende på sin mobiltelefon.
Det bekræfter politikommissær Jørn Kresten Nielsen fra Lokalpolitiet i Himmerland over for Newsbreak.dk.
– Da patruljen kommer frem, sikrer de mandens mobiltelefon. Det er for måske på den måde at kunne identificere vedkommende. Af en eller anden grund er telefonen ikke låst, og på den kører Pokémon Go, siger Jørn Kresten Nielsen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 05.17, og ti minutter senere var patruljen fra Lokalpolitiet i Himmerland på ulykkesstedet. Bilen var kørt frontalt ind i et vejtræ ved Nysum Byvej 44, Nørager. Manden var herefter blevet klemt i førerkabinen.
Stået længe
Kassevognen har ifølge politikommissæren stået i nogen tid, inden den, og den dræbte, blev opdaget af forbipasserende.
– Den har stået mindst en time – både motor og udstødning var kolde, oplyser han til Newsbreak.dk.
– Så vi finder desværre nok aldrig ud af det helt nøjagtige tidspunkt, siger Jørn Kresten Nielsen.
– Om uheldet skyldes, at han sidder og spiller, kan jeg jo ikke sige med sikkerhed. Men jeg kan heller ikke udelukke det, slutter han.
En bilinspektør har været forbi ulykkesstedet for at undersøge stedet og bilen nærmere.
Nysum Byvej var tidligere totalt spærret omkring ulykkesstedet.