Pokémon Go får politiet på ekstra arbejde
Flere politikredse har set sig nødsaget til at komme med gode råd og advarsler til Pokémon Go-spillere.
Flere politikredse kommer nu med gode råd til de Pokémon Go-spillende danskere. Alt fra mistænkelig adfærd til uopmærksomhed får nogle ord med på vejen.
Nordsjællands Politi har forsøgt sig med et humorfyldt Facebook-opslag.
For lige at nævne nogle af udfordringerne, kan vi blandt andet nævne, at vi får henvendelser fra butikker, hvor folk vader ind i tøjstativer, vi får henvendelser om trafikanter, der stopper brat op for at fange Pokémon-figurer, vi får henvendelser om uopmærksomme cyklister og fodgængere, og vi får henvendelser om personer, der går ind på privat grund, byggepladser og lignende, står der blandt andet i opslaget.
Københavns Vestegns Politi har i tweets og i en pressemeddelelse advaret Pokémon Go-spillere om ikke at virke alt for mistænkelige – det får nemlig andre borgere til telefonen og tilkalde politiet.
I løbet af weekenden har Københavns Vestegns Politi modtaget en række anmeldelser fra borgere om mistænkelige personer. I forbindelse med at politiet er kommet, har det vist sig, at de mistænkelige personer var unge der var i gang med at spille Pokémon Go på deres mobiltelefon. Spillet handler om at gå rundt og finde små grafiske figurer i det offentlige rum, men de unges adfærd har i flere tilfælde skabt frygt for indbrud hos andre borgere, hvilket så har fået dem til at kontakte politiet.
I forbindelse med sagerne har de unge ved flere lejligheder været inde på privat område i deres søgen efter de virtuelle Pokémon. Politiet har set tilfælde hvor de unge været udstyret med pandelamper, reb og andet for at kunne finde rundt om mørket. I hvert fald i ét tilfælde har en sådan Pokémon-jagt angiveligt igangsat tyverialarmen på en skole i Hvidovre.
Og Københavns Vestegns Politi kommer også med gode råd:
Københavns Vestegns Politi, der kun kan støtte op om at folk leger, har det sjovt og bruger det offentlige rum, vil i den forbindelse dog give disse råd til Pokémon-jægerne:
• Overvej nøje, hvordan din adfærd må se ud for andre
• Gå aldrig ind på privat område uden tilladelse
• Se dig for – ellers kan du være til fare for dig selv eller andre i trafikken
Lige som i andre forhold, opfordrer vi borgerne til at tænke sig om og til ikke at skabe nervøsitet hos andre medborgere og dermed udløse større politiaktioner, slutter meddelelsen fra Københavns Vestegns Politi.
Hvis du vil se hele Nordsjællands Politis opslag, kan du klikke HER.