Pokalskuffelsen afværget af Superliga-legende
Silkeborg indtager jumbopladsen i Superligaen, men fredag sled holdet sig i pokalkvartfinalen efter drama.
Det var i bogstaveligste forstand sekunder, der skilte superligabundproppen Silkeborg fra en pokalnedtur ude mod FC Fredericia fredag aften i ottendedelsfinalen.
Efter at have været nede 0-2 og komme bagud 2-3 i overtiden fik holdet med et dramatisk comeback kæmpet sig til en sejr på 4-3 efter forlænget spilletid mod 1. divisionsholdet.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Dermed fik holdet en tiltrængt succesoplevelse efter 12 superligarunder uden en eneste sejr.
Tidligt i kampen så det ellers ud til, at opgøret slet ikke ville blive spændende. For Silkeborg virkede helt fraværende.
Der var blot spillet syv minutter, da Anders Holvad sendte Fredericia i front efter en stor fejl af Silkeborg-keeper Oscar Hedvall. Og det var hjemmeholdet, som pressede på for endnu en scoring.
Det blev til et par gode chancer, inden samme Holvad midtvejs i halvlegen elegant chippede bolden over Hedvall til 2-0, efter at Silkeborg-forsvaret let blev overspillet.
Scoringen fik gæsterne til at vågne en smule op. Alvoren så ud til at gå op for spillerne.
Den vigtige reducering kom få minutter før pausefløjtet og gav Silkeborg lidt mod og tro med i omklædningsrummet. Filip Lesniaks langskud blev rettet af og strøg i mål.
Et flot comeback lurede, og det kom for alvor tæt på, da Ronnie Schwartz efter en times spil let kunne sparke en ripost ind til 2-2 tæt under mål.
Det hele så dog ud til at blive smidt på gulvet. Nicolaj Ritter sendte Fredericia på 3-2, netop som tillægstiden på tre minutter var indledt, men Silkeborg havde endnu et comeback i sig.
På et hjørnespark i absolut sidste sekund lykkedes det Andreas Heimer at snitte bolden ind i det lange hjørne. Dermed skulle kampen i forlænget spilletid.
Her dukkede altid farlige Ronnie Schwartz op for anden gang i opgøret kort før pausen i den forlængede spilletid.
I fri position chippede han bolden ind til 4-3 og sendte Silkeborg i kvartfinalerne som det første hold i denne sæsons udgave af Sydbank Pokalen.
Silkeborg nåede pokalfinalen i 2017/2018-sæsonen, hvor det dog blev til et nederlag til Brøndby på 1-3.