Pointdeling i Viborg

Viborg tæt på at løbe med det hele hjemme

Offentliggjort Sidst opdateret

Formstærke Elias Achouri scorede for tredje kamp i træk, da Viborg søndag spillede 1-1 hjemme i en lige topkamp mod FC Nordsjælland i Superligaen.

Begge mandskaber havde gode perioder, og særligt Viborg-defensiven spillede godt og var medvirkende til pointdelingen i topkampen.

Resultatet betyder, at FCN nu har 40 point, hvilket fastholder mandskabet på førstepladen. Viborg er fortsat tre point efter.

Startede lige

Kampen startede lige, og ingen af de to hold spillede sig frem til store chancer.

Viborg-defensiven stod kompakt og spillede med stor ro, hvilket gjorde det svært for FCN for alvor at blive farlige.

Selv om gæsterne sad mest på bolden, bød værterne sig også til offensivt. Særligt kantspilleren Elias Achouri var et giftigt islæt.

Kom godt igen

Efter 36 minutter fik gæsterne dog dirket Viborg-forsvaret op. Nordsjælland-backen Daniel Svensson krøllede med indersiden flot bolden over i det lange hjørne og sendte FCN i front.

Hjemmeholdet kom godt ud til anden halvleg, og efter 51 minutter var Viborg-kanten Ibrahim Said tæt på at udligne, da han headede bolden på stolpen.

Viborg tættest på

Værterne fortsatte presset, hvilket gav pote efter 66 minutter. Den indskiftede angriber Renato Junior satte en kontra i gang og fandt en fri Elias Achouri, som nemt kunne prikke bolden i mål til 1-1.

Der var chancer i begge ender mod slutningen af kampen, og Viborg var centimeter fra sejren, da bolden på ny ramte stolpen dybt inde i overtiden.

Det blev til et point til hver, da Viborg hjemme mødte FC Nordsjælland.
Det blev til et point til hver, da Viborg hjemme mødte FC Nordsjælland.
Powered by Labrador CMS