Pletfri første halvleg sikrer Liverpool godt udgangspunkt

Liverpool blæste Manchester City af banen i første halvleg og sikrede sig 3-0 i Champions League-kvartfinalen.

Liverpool scorede tre gange i første halvleg i 3-0-sejren over Manchester City i Champions League-kvartfinalen. Foto: Paul Ellis/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Der var lagt op til et underholdende opgør mellem to offensive klubber, da Liverpool tog imod Manchester City i Champions League-kvartfinalen.

Kampen levede i allerhøjeste grad op til forventningerne i en hæsblæsende forestilling på Anfield mellem de to eneste tilbageværende engelske klubber i turneringen.

Liverpool leverede en sublim første halvleg, hvor hjemmeholdet overfaldt gæsterne og scorede tre gange, og efter en målløs anden halvleg sluttede kampen 3-0 til hjemmeholdet.

Allerede efter 12 minutter slog Liverpool til på en omstilling, da Mohamed Salah blev stukket i dybden og fandt angrebsmakkeren Roberto Firmino, hvis forsøg dog blev reddet af Ederson.

Det så umiddelbart ud til, at City-forsvaret havde afværget situationen, men Firmino reagerede hurtigere end Nicolás Otamendi, da bolden faldt for fødderne af ham.

Firmino fandt Salah med en lang tå, og så kunne Salah score sit sæsonmål nummer 38.

Efter målet prøvede Manchester City at holde fast i spillet, men Liverpool fik gang på gang tacklet sig til bolden, og efter 21 minutter var den gal igen for City.

City mistede bolden midt på egen banehalvdel, og Alex Oxlade-Chamberlain sparkede fra kanten af feltet resolut bolden ind bag en chanceløs Ederson.

Ti minutter senere blev Ederson nok en gang passeret, da Sadio Mané satte pandebrasken på et indlæg fra Mohamed Salah.

I første halvlegs sidste kvarter fik Manchester City sat en prop i defensiven, og så kunne mandskaberne gå til pause efter en noget nær pletfri første halvleg fra Liverpools side.

Hvor første halvleg forløb fuldstændig på Liverpools præmisser, var Manchester City dominerende efter sidebyttet. Og tingene blev ikke bedre for hjemmeholdet, da Mohamed Salah måtte lade sig udskifte med en skade.

Gæsterne fik dog ikke for alvor slået kapital af spilovertaget, og så kunne kampens tyske dommer, Felix Brych, fløjte kampen af med 3-0 på måltavlen.

Føringen skal Merseyside-klubben forsøge at forsvare, når der spilles returkamp tirsdag 10. april.

Powered by Labrador CMS