Playboyen Hugh Hefner er død
Grundlæggeren af mandebladet Playboy, amerikaneren Hugh Hefner, er død.
Mon ikke mange af det mandlige køn ud af øjenkrogen har tjekket forsiden af det glitrende Playboy i kiosken ud?
Nu er manden bag – Hugh Hefner – død.
Det oplyser Playboy i et tweet torsdag morgen dansk tid.
Hans liv bød på adskillige kvindelige bekendtskaber – akkurat som (for)siderne i hans livsværk, det amerikanske mandeblad Playboy, der har en kanin iført butterfly som letgenkendeligt logo.
Derfra stammer også kælenavnet på kvinderne i kanin-agtige kostumer: Playboy Bunnies.
Nogle af de smukke piger kan du se i galleriet over artiklen.
Fra middel- til overklasse
Hugh Marston Hefner blev født i Chicago i 1926 i et middelklassehjem som første barn af to lærerforældre.
Han nåede at aftjene værnepligt under Anden Verdenskrig, hvor han arbejdede som skribent for militærets avis.
Og det blev jobbet som journalist, der fik ham på sporet af den enestående karriere, han endte med at forfølge.
Hefner lånte penge af en række investorer, herunder sin egen mor, så han kunne grundlægge det siden så verdenskendte Playboy-blad, der kom på gaden for første gang i december 1953.
Med Marilyn Monroe som lokkedue blev der dengang solgt over 50.000 eksemplarer.
Kamp for frigørelse
Siden har flere millioner amerikanske mænd og teenagedrenge stået med røde ører i bladkiosken og bedt om det nyeste nummer af Playboy, der ifølge Hugh Hefner selv har kæmpet en vigtig kamp for frigørelse og kvindernes ligestilling i USA.
Playboy har i hvert fald formået at få den afklædte kvindekrop frem i det amerikanske mediebillede, og grundlæggeren og chefredaktøren selv har sideløbende været kendt som en stor fan af damer, ofte i pluralis.
I kamp mod nettet
Magasinet havde sin storhedstid fra sidst i 1950’erne til først i 1970’erne, hvor bladet solgt i millioner af eksemplarer.
I 2015 var antallet af solgte blade, på grund af internettet, faldet til under en million.
Derfor gik man på Playboy i modsat retning og valgte fra 2016 at give kvinderne i bladet tøj på.
Prisbelønnede artikler
Det var dog ikke kun afklædte kvinder, der kunne opleves, hvis man åbnede det farvestrålende magasin. Også lange og dybdegående artikler fyldte bladet. Mange af dem har fået priser.
Det er ikke kun på papiret, hvor Playboy har gjort sig bemærket. Også Playboy TV hører under paraplyen Playboy Enterprises Inc. En kanal, der også kan ses i Danmark. (Kilde: Wikipedia).
Hugh Hefner har selv udtalt, at han har været i seng med over 1000 kvinder i sit liv som playboy, og samtidig har han været gift tre gange, datet op til syv kærester ad gangen og fået fire børn undervejs.
Hugh Hefner var også kendt for sine ekstravagante fester i sit hus ‘Playboy Mansion’.
Playboy gået i sort
Efter meddelelsen om Hugh Hefners død, er Playboys hjemmeside er ‘gået i sort’.
Her ses et billede af en ung Hugh Hefner og citatet:
– Livet er for kort til at leve en andens drøm.
Mon ikke, Hugh Hefner, verdens største playboy, i den grad levede sin egen.
I hvert fald strømmer sympatitilkendegivelser fra hele verden i skrivende stund ind på Twitter – nærmest hurtigere end siden kan nå at opdatere.
Hugh Hefner blev 91 år gammel.