Platini appellerer suspension for at blive Fifa-præsident
Michel Platini vil stadig være Fifa-præsident. Tirsdag appellerer han derfor sin suspension fra forbundet.
Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) vicepræsident, Michel Platini, deltager tirsdag ved en høring i Den Internationale Sportsdomstol, CAS. Her vil han appellere den 90 dages suspension, han blev tildelt tidligere på året.
Appellen er en del af et nyt forsøg fra Platinis side på at komme tilbage i ræset om at blive præsident i den skandaleramte fodboldorganisation Fifa.
Det siger en kilde tæt på Platini til nyhedsbureauet AFP.
CAS har lovet, at domstolen senest fredag er klar med en afgørelse på Platinis appel.
Ifølge Platinis advokater vil Fifas etiske komité have den franske fodboldlegende udelukket på livstid. Ud over at være Fifa-vicepræsident er Michel Platini præsident for Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.
60-årige Platini og Fifas præsident, Sepp Blatter, blev i oktober suspenderet fra alle fodboldrelaterede aktiviteter, da det kom frem, at Platini i 2011 modtog et beløb på to millioner schweizerfranc, cirka 13,7 millioner kroner, fra Fifa via Sepp Blatter.
Michel Platini hævder, at beløbet var betaling for et stykke arbejde, han udførte for Fifa omkring årtusindskiftet.
Suspensionen løber i 90 dage, mens en undersøgelse finder sted. Så længe Platini er suspenderet, kan han ikke stille op som ny præsident for Fifa, der vælges den 26. februar.
Blandt andre Dansk Boldspil-Unions formand, Jesper Møller, har ytret, at Platinis sag skal være afklaret inden jul, hvis han skal have en chance for at kandidere til posten som Fifa-præsident.
Uefas generalsekretær, Gianni Infantino, stiller op til præsidentvalget, men han vil trække sig, hvis Platini får mulighed for at stille op.
Både Sepp Blatter og Michel Platini benægter at have gjort noget galt.
/ritzau/