Plastik fundet i vand på flaske
242 ud af 259 undersøgte plastikflasker indeholder mikroplastik, viser en stor, amerikansk undersøgelse.
Hvis du tror, at det at drikke vand på flaske er det samme som at sætte læberne til den hellige gral, skal du nok tro om igen.
I hvert fald ifølge en ny undersøgelse af det uafhængige, journalistiske medie Orb Media.
Her har man testet mere end 250 plastikflasker fra 11 forskellige mærker – herunder mærker som Evian, San Pellegrino og Aquafino.
I alt indeholdte 242 vandflasker spor af mikroplastik: Polypropylene, nylon og polyethylene terephthalate (PET).
Journalister fra Orb Media har kontaktet to at de største mærker, der indrømmede, deres vand havde spor af plastik, men også mente, at mængden var stærkt overdrevet.
Ikke katastrofalt
En kemi-professor mener dog ikke, der er grund til at slå alarm.
– Det er ikke et katastrofalt højt tal, vi ser, men det er bekymrende, siger Sherri Mason, kemiprofessor på State University of New York, til BBC.
Selvom det endnu ikke er bevist, at indtagelse af små doser mikroplastik kan være skadelig for menneskekroppen, er det vigtigt at være opmærksom på problemstillingen, mener Sherri Mason.
Tidligere forskningsprojekter, som kemiprofessoren står bag, har vist at samme slags mikroplastik også findes i postevand og øl.
Tal fra European Federatio of Bottled Water (EFBW) viser, at danskerne årligt køber 119,9 millioner liter flaskevand. Det svarer til 21 liter per indbygger.