Plask! Sådan dækker forsikringen

Er man fuldt dækket - eller har man handlet uagtsomt - når ens bil ryger gennem isen? Forsikringsoplysningen svarer på spørgsmålet her

Det var denne Volvo XC90, der lørdag gik gennem isen ved Lakolk på Rømø. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.
Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag røg en bilist i en Volvo XC90 gennem isen på en tidevandsrende – en såkaldt ‘pril’ – ved Lakolk på Rømø.

Ingen kom noget til ved uheldet, men søndag lå Volvo’en stadig i det iskolde vand.

10 Interesting Facts About Earth's Oceans
featured by

Flere læsere har spurgt til forsikringsforholdene i den noget spektakulære sag, og Newsbreak.dk er derfor gået på jagt efter konkrete svar hos Forsikringsoplysningen – en informationstjeneste om forsikringsforhold, der samler gængs praksis i forhold til, hvordan forsikringsselskaberne dækker en konkret skade.

Underdirektør i Forsikringsoplysningen Pia Holm Steffensen understreger over for Newsbreak.dk, at hun selvsagt ikke kender de konkrete omstændigheder bag Volvo’ens vandplaskeri.

– Men helt generelt er det sådan, at der ikke er noget i forsikringsbetingelserne, der siger, at en skade som denne ikke er dækket. Det gælder både at få bilen bjærget, samt de skader vandet har påført bilen, siger Pia Holm Steffensen.

Der kan dog være undtagelser.

– Hvis man kører ud på isen på trods af, at man er advaret om, at man ikke må færdes på isen, så kan grov uagtsomhed gøres gældende. Og i det tilfælde dækker forsikringen ikke, siger Pia Holm Steffensen.

Vejrligs påvirkning

I forhold til de skader, som saltvand påfører bilen kan der også være undtagelser, der gør, at forsikringen ikke dækker.

– De fleste selskaber skriver i deres forsikringsbetingelser, at de ikke dækker vejrligs slitage, rust og andet. Hvad der gælder i den konkrete sag, er svært at sige. For der er unægtelig tale om vejrligs påvirkning. Men jeg er ikke sikker på, at man kan gøre undtagelsen gældende i det konkrete tilfælde, siger Pia Holm Steffensen.

Tidevandsrender

En tidevandsrende – eller en pril – er der, hvor vandet med stor hastighed strømmer ind og ud af Vadehavet ved ebbe og flod.

Den største danske pril er Listerdyb mellem vadehavsøerne Sild og Rømø, i en rende ca. 1,5 km bred og 30 m dyb.

De tre andre store er Juvre dyb (mellem Rømø og Mandø), Knudedyb (mellem Mandø og Fanø) og Grådyb (mellem Fanø og Skallingen.

Mange tidevandsrender har en stærk og farlig strømning. Det kan være farlig at krydse en pril ved en vadevandring, fordi vanddybden er svær at bedømme. En stor pril i Sydslesvig er Heverstrømmen i vadehavet nord for Ejdersted.

Kilde: Wikipedia.

Powered by Labrador CMS