Plakater hives ned og partier får regningen
Det er den lokale kommune, der fjerner plakaterne, der hænger ulovligt.
De hænger i lygtepælene og i træerne, men de hænger ikke alle på lovlig vis.
Det er valgplakaterne for politikerne, der stiller op til Folketinget og Europa-Parlamentet, som den indimellem er gal med.
Derfor har Aarhus Kommune fundet tommestokken frem, og hvis plakaterne hænger ulovligt, skal de pilles ned.
Johnny Nielsen fra Verdo, der sørger for drift og vedligeholdelse for Aarhus Kommune, har fundet en plakat på afveje.
– Den hænger under 2,3 meter i højden og under 30 centimeter fra fortovskanten, forklarer han til DR Østjylland.
Partierne blev advaret
Det er Vejlovens paragraf 84, som plakaterne skal overholde, og i Aarhus Kommune er der altså fundet plakater, der hænger både for lavt og for tæt på fortovskanterne.
– Partierne blev varslet i går, og så har de 24 timer til at pille dem ned, og det ser ikke ud til, at der er pillet ret mange ned, siger han.
Konservativ Ungdom i Aarhus er et af de partier, som blev varslet og har været ude og rette ind.
Det fortæller lokalformand Sebastian Kaimson.
– Det mest karismatiske ved en valgkamp er, at der nok skal komme en storm, som gør, at alle plakater hænger helt anderledes, end da vi hang dem op. Vi er derfor altid opmærksomme på, om vores plakater hænger ordentligt, når vi kører rundt ude i byen, siger han.
Holder øje med plakaterne
Venstre Ungdom har også rettet deres plakater i Aarhus til, og de holder øje med dem valgkampen igennem, fortæller lokalformand Sebastian Boisen.
– Vi holder øje med dem hele tiden. Vi har en gruppe, hvor vi skriver til hinanden, hvis vi ser noget. Vi er hele tiden opmærksomme på, at de hænger, som de skal, siger han.
Det kan nemlig blive dyrt for partierne, at plakaterne hænger ulovligt, for de skal selv betale prisen for at tage dem ned.
– Der er eksempler fra tidligere, hvor det både har været 30.000 og 40.000 kroner, siger Johnny Nielsen til DR Østjylland.
Aarhus Kommune pillede onsdag morgen godt 30 plakater ned og regner med, at der kommer mange flere. Det er plakater fra alle partier, som kommunen kan risikere at skulle fjerne.
Ved kommunalvalget 2017 fjernede kommunen 384 plakater.
Samtidig er det kun opstillingsberettigede partier, der må hænge valgplakater op. Derfor bliver også plakater fra Greenpeace pillet ned i dag, når Aarhus Kommune tager rundt og fjerner ulovlige valgplakater.