Pizzeria får dobbelt sur smiley: Her “sveder” maden i køleskabet
For anden gang i træk får Pizza Pasta Place i Aalborg en sur smiley af Fødevarestyrelsen: Maden sveder i køleskabet.
Man skulle næsten tro, at et spisested ville gøre alt for at undgå en sur smiley – og hvis man får en sur smiley, at man så vil gøre alt for at få den til at smile igen.
Men sådan er det tilsyneladende ikke hos Pizza Pasta Place på Hadsundvej i Aalborg.
Her fik man nemlig den 20. april i år en sur smiley på grund af for dårlig håndtering af ferske fødevarer. Og blot to måneder senere er den gal igen!
Af Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra den 30. juni fremgår det nemlig, at Pizza Pasta Place ikke har fået orden i forholdene.
I kontrolrapporten står der:
“Fulgt op på bøde forlæg om opbevaringstemperatur. Forholdet er ikke bragt i orden. Bødeforelæg på 7.500 kr. er fremsendt: Fødevarestyrelsen konstaterede ved egne målinger, at temperaturen i køleskab til opbevaring af bl.a. ost og kødsovs var 11,1 °C målt i kødsovsen. Denne blev smidt ude under tilsyn. Temperaturen i koldjomfru under sandwichbar var 8 grader målt i ferske kyllingebryster. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Kan ikke finde fejl i køleskabet om morgenen. Vil kigge nærmere på det og finde fejlen. Flytter fødevaren til et andet køl.”