Pistorius er klar til sin dom
Den tidligere sydafrikanske folkehelt ventes inden for kort tid at få sin straf for drabet på sin kæreste.
Den sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius er tirsdag formiddag ankommet til retten i Sydafrikas administrative hovedstad Pretoria.
Her skal Pistorius med tilnavnet “Blade Runner” have sin straf for drabet på sin kæreste Reeva Steenkamp, der skete valentinsdag i fjor.
Pistorius har tilstået forbrydelsen, men han har hele tiden hævdet, at han troede, det var en indbrudstyv, han skød gennem døren til sin badeværelsesdør natten til 14. februar sidste år.
Det vakte stor opsigt, da dommer Thokozile Masipa 12. september afgjorde, at Pistorius ikke er skyldig i overlagt drab.
Både staten og forsvaret har 14 dage til at appellere dommen. Det kan potentielt få den juridiske proces til at strække sig over lang tid. Ifølge nyhedsbureauet dpa kan det tage omkring to år at behandle en eventuel appelsag ved en højere retsinstans.
Anklagemyndigheden har krævet en straf på mindst 10 år til den 27-årige benamputerede tidligere folkehelt, men Pistorius modstandere frygter, at han slipper med husarrest eller samfundstjeneste.
/ritzau/AFP