Piotr fik advarsel for at råbe af sin datter
Caroline Wozniackis far og træner, Piotr Wozniacki, var så træt af sin datters spil i første sæt ved Australian Open, at han fik en advarsel for gentagende gange at skælde hende ud.
Godt nok vandt den danske tennisspiller over amerikaneren Taylor Townsend i første runde af Gland Slam-turneringen Australian Open, men hun måtte undervejs tage imod en polsk skideballe fra tribunen.
Her sad Piotr Wozniacki og var så utilfreds med Caroline Wozniackis returneringer, at han midt i første sæt fik en advarsel af kampens dommer for højlydt at brokke sig.
»Jeg fik advarsel, fordi jeg måske otte gange spørger Caroline, hvordan det er, hun står til returneringen af serven. Det var skandaløst dårligt. Det er ikke der, du skal stå mod en venstrehåndsspiller,« forklarede Piotr Wozniacki efter kampen til Ekstra Bladet.
Caroline Wozniackis sejr kom dog efterfølgende i hus med cifrene 7-6, 6-2. Men kampen tippede ifølge Piotr Wozniacki først over til danskerens fordel, efter hun havde fattet budskabet fra bænken.
»Fordi hun ikke returnerer rigtigt, kan hun heller ikke slå forhånd eller baghånd. Hun slår for tidligt. Står bare og kigger. Hun var alt for nervøs og satser kun på sin egen serv,« konkluderede Piotr Wozniacki, der i øvrigt var enig med dommeren i, at han fortjente en advarsel i situationen.
I anden runde af Australian Open venter hviderusseren Victoria Azarenka i en kamp, der afvikles torsdag.