Pinsen bød på enormt mange påvirkede bilister

I pinsen har samtlige politikredse foretaget spiritus- og narkokontroller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sammenlignet med 2019 har flere danske bilister i år sat sig bag rattet på trods af at have været påvirket.

Det har en lang række spiritus- og narkokontroller, der er foretaget i perioden mellem lørdag den 30. maj til mandag den 1. juni, landet over vist.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

En stigning

I årets kontrol blev 88 bilister landet over sigtet for spirituskørsel, mens 94 personer blev sigtet for narkokørsel.

Det er en stigning sammenlignet med indsatsen for samme periode sidste år, hvor 62 bilister blev sigtet for spirituskørsel og 65 bilister blev sigtet for kørsel under påvirkning af narkotika.

– Når vi sammenligner pinsen 2019 med pinsen 2020, kan vi desværre konstatere en stigning i antallet af sigtelser og uheld, hvor føreren enten har været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer. Spirituskørsel og narkokørsel er uacceptabelt, og er man i tvivl om, hvorvidt man er i stand til at køre bil, så skal man lade bilen stå, siger politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter Christian Berthelsen.

Gambler med andres liv

I pinsen 2020 skete 25 ulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken, mens det for narkokørsel var to ulykker.

Rigspolitiet understreger, at der er liv på spil, når man kører i påvirket tilstand.

– Når man kører bil, cykel, knallert eller fører andre køretøjer i påvirket tilstand, så gambler man altså med sit eget og andres liv, siger Christian Bertelsen.

Over de seneste år er der konstateret et stort fald i antallet af spiritusbilister, ligesom spiritusulykker indenfor en periode fra 2007 og frem til 2019 næsten er halveret.

Sådan forhindrer du spritkørsel

Rigspolitiet og Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at du eventuelt kan gøre følgende i et forsøg på at hindre spirituskørsel:

  • Fortæl ham eller hende, at du har det skidt med, at han/hun kører.
  • Forsøg at tale ham/hende fra at køre, og tag evt. bilnøglerne.
  • Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden.
  • Ring efter en taxa, og lån evt. ham/hende penge til taxaen.
  • Tilbyd en overnatning.
  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket.
  • Hvis han/hun alligevel kører, så kontakt politiet på telefonnummer 114.
Powered by Labrador CMS