Pilou vil filmatisere Amdi-bog

- Jeg måtte pine og død sikre mig rettighederne til "Amdi bliver til", lyder det fra skuespilleren Pilou Asbæk om fortællingen om den skandaløse Tvind-bagmand

Offentliggjort Sidst opdateret

Fortællingen om Tvind-bagmanden Mogens Amdi Petersens formative år er så spektakulær, at den danske Hollywood-stjerne Pilou Asbæk bare måtte købe rettighederne til den.

Det oplyser Politikens Forlag i en pressemeddelelse.

En budkrig

Ifølge forlaget var der tale om en budkrig, som Pilou Asbæk i sidste ende vandt.

- Da jeg læste "Amdi bliver til", som på alle måder er sindssygt fascinerende og gennemarbejdet, måtte jeg død og pine sikre mig muligheden for at lave drama ud af fortællingen om Amdi, siger Pilou Asbæk i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Bogen rummer i min optik en episk dramaserie på Fyn, i Jylland og den store verden om en af de helt store, sagnomspundne karakterer fra nyere danmarkshistorie. Materialet er forrygende stærkt, og jeg kan slet ikke vente med at få det helt rigtige kreative hold samlet og komme ud over stepperne, lyder det fra skuespilleren.

Samarbejde med Thure 

Det er Rune Skyum-Nielsen, som har forfattet bogen "Amdi bliver til" i samarbejde med skuespilleren Thure Lindhardt.

De har vægtet det højt, at "Amdi bliver til" forvandles til drama i et kreativt parløb med folk, der deler deres nysgerrighed på den skandaliserede Tvind-stifter.

- Før Amdi blev udskældt, landflygtig og eftersøgt, var han mange andre ting også. Undertrykt, pioner, oprører og forfører, siger Rune Skyum-Nielsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Vi har ledt efter nogen, der delte vores fascination af hele den sammensatte pakke. Ikke kun af skurkeaspektet, men af et liv, der er løbet løbsk og har overgået fantasien. Og det tror vi lige præcis, at vi har fundet i Asbæk og producer René Ezra, lyder det fra forfatteren.

'Det Nødvendige Seminarium'

Mogens Amdi Petersen var i 1970'erne en af de drivende kræfter i etableringen af Den Rejsende Højskole, Det Nødvendige Seminarium og andre alternativer til samfundets ellers eksisterende uddannelser.

I 1972 rykkede skolen til Tvind i Jylland og blev den første i rækken af Tvindskolerne.

I 1987 stiftedes Den Humanitære Fond. 

Tvivlsomme projekter

Fonden havde til formål at støtte humanitære og naturbeskyttende projekter, men blev anklaget for at fungere som skatteskjul og personlig indtægtskilde.

Et Tvind-medlem har fortalt, at ledende medlemmer trak tilskudskroner ud af den danske stat - blandt andet til projekter af tvivlsom eksistens.

83-årige Mogens Amdi Petersen er varetægtsfængslet in absentia sammen med fire andre, da de menes at være flygtet til udlandet.

De er udeblevet fra en ankesag om skattesvig og underslæb for millioner af kroner.

Mogens Amdi Petersen er varetægtsfængslet in absentia sammen med fire andre. Den 83-årige Tvind-bagmand menes at opholde sig i udlandet. (Arkivfoto).
Mogens Amdi Petersen er varetægtsfængslet in absentia sammen med fire andre. Den 83-årige Tvind-bagmand menes at opholde sig i udlandet. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS