Pilotstrejke giver fortsat masser af aflysninger

Foto: Johan Nilsson/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Klikker man sig ind på Norwegians hjemmeside, tager det ikke lang tid at konstatere, at strejken blandt flyselskabets piloter også fredag har stor indvirkning på flytrafikken.

Foran flere flyafgange på hjemmesiden står nemlig ordet »annulleret« skrevet med rødt. Status resten af dagen lyder derfor fredag morgen på 14 annullerede fly ud af Kastrup, tre annullerede flyafgange fra Aalborg, mens én afgang er annulleret fra Billund.

Det er især indenrigsflyvningerne mellem Norge, Danmark og Sverige, som er aflyst. Samtidig er de fleste afgange mellem de skandinaviske hovedstæder også aflyst, mens Norwegian håber på at kunne gennemføre flyvninger til og fra USA og Thailand samt til og fra Storbritannien, Spanien og Finland.

I den seneste melding fra Norwegian lyder det, at selskabet »på det stærkeste beklager over for alle rejsende, som bliver påvirket af aflysningerne«.

Strejken blandt piloterne tager udgangspunkt i overenskomststridighederne og konflikten mellem ledelsen og piloternes fagforeninger. Norwegian ønsker besparelser, men forhandlingerne er strandet på spørgsmål omhandlende arbejdstid, fleksibilitet, forsikringer og pension.

Altoverskyggende er dog, at piloterne vil have en overenskomst med moderselskabet, Norwegian Air Shuttle, og ikke datterselskabet, Norwegian Air Norway, da de mener, at moderselskabet bestemmer alting og håndterer deres HR. På den anden side af forhandlingsbordet mener Norwegian, at de skandinaviske piloter er for vellønnede og arbejder for lidt i forhold til markedet.

Senest fredag morgen varslede fagforbundet 3F sympatikonflikt med piloterne fra Norwegian, der har strejket siden onsdag. Det er blandt andet det 3F-personale, som fylder brændstof og laster bagage på Norwegian-flyene, som om to uger vil holde op med at betjene Norwegian, lyder det fra fagforbundet i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS