Piloter blændet af laserlys: – Det bliver dødsens alvor
Når leg med lys bliver potentielt farligt.
I 2011 fik en 60-årig mand fra Tune ved Roskilde 30 dages betinget fængsel for at blænde besætningen på en redningshelikopter med et håndholdt laserlys, og den slags apparater er tilsyneladende ikke bare for sjov.
Sent lørdag aften blev to piloter i cockpittet på et fly fra Ryanair kraftigt generet af netop et grønt laserlys, og ud fra piloternes forklaring, har politiet fastslået, at lyset kom vest fra Køge Bugt under indflyvningen til Kastrup Lufthavn i København. Det fortæller kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard til Newsbreak.dk.
– Det, piloterne har fortalt, er, at de blev blændet og generet af lyset, siger han. Det skete omkring klokken 21.57 og blev anmeldt via kontroltårnet i Kastrup kort derefter.
Ser det af og til
Ganske som tilfældet i 2011, hvor politiet kraftigt advarede mod disse dumdristige handlinger, er det også tilfældet denne gang.
– Vi ser det fra tid til anden. Det er strafbart, og legetøj bliver pludselig til dødsens alvor, siger Martin Bjerregaard.
Midt- og Vestsjællands Politi vil nu forsøge at fastlægge, præcis hvor laserlyset kom fra, så den ansvarlige laserfører kan stilles til ansvar for sin ugerning.
– Vi forsøger ud fra, hvad piloterne har forklaret at finde ud af, præcis hvor lyset kom fra, da det er sager, vi tager ret alvorligt, siger Bjerregaard.