Pige udsat for uhyggeligt overfald: Tre mænd efterlyses

En 15-årig pige blev onsdag overfaldet, holdt fast og forsøgt voldtaget, men fik vristet sig fri og flygtede fra tre gerningsmænd.

Det uhyggelige voldtægtsforsøg fandt sted på Nørre Alslev Stationsvej. Foto: Google Street View
Offentliggjort Sidst opdateret

En 15-årig pige slap onsdag væk fra tre mænd, der forsøgte at holde hende fast og trække hendes bukser ned.

Det uhyggelige overfald og voldtægtsforsøg fandt sted, da pigen klokken 11 kom gående på Nr. Alslev Stationsvej i Nørre Alslev på Falster. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport. De tre mænd kom pludseligt bagfra og greb fat i kvinden og væltede hende omkuld.

–  Én holdt hendes arme og lagde en hånd over hendes øjne, én holdt hendes ben, og en tredje forsøgte at trække pigens bukser ned. Det lykkedes dog ikke, og pigen vristede sig fri og løb væk, skriver politiet.

Politiet søger nu vidner, der kan have set noget i området eller har andre oplysninger i sagen. Den 15-årige kan ikke beskrive gerningsmændene nærmere, end at der var tale om tre mænd i 18-20-års-alderen, og at den ene af dem lugtede af røg.

Man kan kontakte politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.

Powered by Labrador CMS